EU svigter totalt: dropper revolution af dyrelandbruget
EU’s top-politikere har kun tænkt sig at gennemføre en brøkdel af den længe ventede revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning. Det står klart, efter at Kommissionens arbejdsprogram for 2024 i går blev lækket. Hvis EU afblæser revisionen, vil det være et utilgiveligt moralsk og politisk svigt!
Vil du hjælpe med at tale dyrenes sag i EU?
Skriv under: Stop mishandling i landbruget!
I 2020 gik flere end 1,4 millioner EU-borgere sammen om et simpelt budskab: End the Cage Age! Nu skulle det være slut med fiksering af søer, tremmekalve og burhøns. I EU tog politikerne imod opfordringen og lovede at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2023, der skulle udfase brugen af bure og anden langvarig fiksering af dyr på europæiske landbrug.
Men nu viser et lækket arbejdsprogram - der opremser de lovforslag, EU-Kommissionen vil fremsætte inden udpegelsen af nyt kommissærkollegie næste år - at opgøret med burene er skudt godt og grundigt til hjørne. Kun en brøkdel af den revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning, som skulle have revolutioneret dyrelandbruget i alle 27 lande, bliver gennemført.
EU’s løftebrud vækker stærke følelser hos Anima:
“Det er ubegribeligt, at magthaverne i EU pludselig er så ivrige efter at føre en status quo-politik, som skader dyr, at de er villige til at begå demokratisk svindel. Millionvis af borgere har engageret sig i høringsprocesser og borgerforslag med et klart krav om markant bedre forhold for dyrene i landbruget”, udtaler Mathias Madsen, kampagneleder hos Anima og fortsætter:
"Hvis Kommissionen løber fra sit klare løfte og begraver revisionen, vil det være et utilgiveligt moralsk svigt af dyrene, men også et politisk svigt af det europæiske demokrati. Hundrede millioner af dyr vil fortsat lide i industrilandbruget, og borgernes tillid til EU-systemet vil være totalt undermineret.”
Den bebudede revision skulle bestå af fire nye, direkte gældende forordninger. Arbejdsprogrammet afslører, at politikerne i EU-Kommissionen nu kun har i sinde at foreslå nye regler på transportområdet og dermed udelader det langt mere omfattende regelsæt, der skulle indfrie løftet om et burfrit landbrug.
Udover det lovede forbud mod bure kunne revisionen blandt andet have medført et forbud mod hurtigtvoksende slagtekyllinger, som den danske regering arbejder aktivt for. Sådan et forbud ville påvirke seks milliarder kyllinger årligt.