AFSLØRING: Gruopvækkende aflivninger og kannibalisme på turbokyllingefarm
Nye chokerende afsløringer viser en side af slagtekyllingeindustrien, som aldrig er set før. Undercover-optagelser fra svenske farme ejet af et af verdens største avlsvirksomheder for turbokyllinger viser de horrible forhold kyllingernes “bedsteforældre” lever under.
Daggamle kyllinger fra disse gruopvækkende farme importeres til Danmark, hvor de avles og deres unger ender i køledisken hos supermarkeder som Coop.
Bed Coop tage ansvar og droppe alle turbokyllinger!
Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!
Turbokyllingernes ‘bedsteforældre’ bliver sultet og pint
Optagelserne er fra den svenske afdeling af en af verdens største avlsselskaber, Aviagen. Hos virksomheden finder man de såkaldte “bedsteforældre-dyr”, nemlig de høner og haner, der er bedsteforældre til kyllingerne, der ender på forbrugernes tallerken.
Afsløringerne viser høns med brækkede hofter, skaldede kroppe, åbne sår og øjenskader fra for meget ammoniak. Man ser høns blive aflivet brutalt og ulovligt, og der er ingen kontrol af, hvorvidt dyrene rent faktisk dør med det samme.
Hønsene er så syge, at hele 30 % af dem døde i bare én stald under undercover-perioden.
Da turbokyllinger er avlet til at vokse alt for hurtigt for at kunne sælges så billigt som muligt i supermarkederne, er det indbygget i deres genetik at spise store mængder mad. Men når de spiser de mængder, som de har brug for, bliver de syge og har svært ved at parre sig. En måde for industrien at "løse" problemet på er ved at sulte hønsene systematisk.
Klar forbindelse til danske kølediske
Der er en lige linje mellem virkeligheden på de gruopvækkende farme i Sverige og turbokyllingen i køledisken i Danmark. Daggamle kyllinger fra Aviagen SweChick ender nemlig som såkaldte forældredyr på danske farme, som så lægger de æg, der bliver til tubokyllingerne i køledisken hos supermarkeder som Coop.
Coop er det supermarked i Danmark, der sælger allerflest turbokyllinger, og de har kun taget begrænsede meningsfulde skridt mod at udfase den udskældte kylling fra deres butikker.
Andre store supermarkeder som Føtex, Netto, Bilka og Lidl har allerede udfaset store dele af deres turbokyllinger, men Coop hænger fortsat i bremsen.
Afsløringerne understreger endnu engang vigtigheden af, at virksomheder tager ansvar og stopper med at sælge kyllinger, der har været helvede igennem.
Bed Coop tage ansvar og droppe turbokyllinger!