Vi gjorde de usynlige dyr synlige
Alt for længe har regeringen ignoreret de danske hanekyllinger.
Hvert eneste år aflives 4,5 millioner hanekyllinger ved gasning, udelukkende fordi de ikke kan lægge æg. Det er et forfærdeligt spild af liv, og Anima har i længere tid været i dialog med partierne for at få indført et forbud. Regeringen har stadigvæk ikke handlet, så vi tog ind til Christiansborg for at tvinge dem til at se sandheden i øjnene, og for at kræve et forbud mod rutinemæssig aflivning af hanekyllinger.
Skriv under: Stop aflivning af hanekyllinger
Protest foran Christiansborg
Onsdag d. 5. maj stillede vi os op foran Christiansborg med rigtige døde hanekyllinger i hænderne. Vi så os nødsaget til at tage hanekyllingerne med for at gøre det helt tydeligt, hvem der betaler prisen.
Vi havde på forhånd inviteret alle politikerne, så de med egne øjne kunne se, hvad deres passivitet førte til.
Da regeringen ikke vil tage ud på gårdene og se, hvad hanekyllingerne udsættes for, måtte vi jo bringe hanekyllingerne til Christiansborg.
Vi gjorde nogle af de usynlig dyr synlige - for politikerne og for alle andre. Og det skabte stor opmærksomhed fra forbipasserende, der kom forbi Christiansborg.
Flere partier kom forbi og så demonstrationen, blandt andet Enhedslisten og Liberal Alliance. Fødevareminister Jacob Jensen tror også på, at demonstrationen vil skubbe regeringen i den rigtige retning.
“Jeg håber, det gør indtryk at se virkelighedens ofre for en meget kynisk industri. Vi vil gerne vise de individer, som de var, og jeg håber og tror, at der er en bred opbakning til at rette op på det her problem,” udtaler Jacob Jensen, Venstre.
Kvæles af gas
Som det står til lige nu, aflives hanekyllingerne ved gasning. Der er der bestemt intet dyrevenligt ved, da kyllingerne som regel ikke mister bevidstheden lige med det samme.
Det vil sige, at det sidste de små, rædselsslagne nyudklækkede fugleunger mærker, er følelsen af at blive kvalt. De kæmper for at få luft samtidig med, at de mærker, hvordan deres organer bliver ætset op af gassen.
Denne aflivningsmetode er forbudt i flere lande i EU som Frankrig, Tyskland og Østrig.
Den danske regering kan derfor på ingen måde undskylde denne behandling af levende væsener!
Synes du også regeringen handler for langsomt? Så skriv under her, og hjælp os med at skabe bedre forhold for hanekyllinger!