Anima til Coop-topchef: Kom på kursus i ansvarlig ledelse - der er turbokyllinger på pensum

29 July, 2025

Coop bliver ved med at sælge turbokyllinger – kyllinger der lever med smerter, gangproblemer og organsvigt på grund af deres ekstremt hurtige vækst. 

Mange undrer sig over, hvorfor Coop nægter at sætte en slutdato for at sælge de forkvaklede kyllinger til spotpris i deres butikker. Men måske er det fordi, at direktøren har glemt, hvordan man tager ansvarlige beslutninger i en virksomhed? 

Det vil Anima meget gerne hjælpe ham med. Derfor tilbyder vi Coops administrerende direktør, Thor Skov Jørgensen, et kursus i dyrevelfærd og ansvarlig ledelse, så han kan lære, hvordan han tager den rette beslutning og udfaser ALLE turbokyllinger i alle Coops butikker. 

Se Animas satiriske annonce her 

I to af landets største erhvervsmedier har vi indrykket annoncer, der tilbyder Coops direktør Thor Skov Jørgensen et gratis kursus i, hvorfor og hvordan han skal udfase alle turbokyllinger i alle Coops butikker. På Animas satiriske kursus lærer han, hvad ansvarlig ledelse egentlig handler om - at sætte en stopper for turbokyllinger i kølediskene og gøre livet bedre for millioner af kyllinger.

Vi indrykker også annoncen i to af hans lokale ugeblade, så han ikke kan undgå at se vores skarpe kursus-tilbud til ham!

Coop sakker bagud

Coop siger, at de i løbet af 2025 vil stoppe med at sælge turbokylling i dele af deres sortiment. Det er godt, hvis de gør som de lover - men det er kun første skridt, og de har stadig ingen plan for, hvornår de vil udfase turbokyllingerne i resten af sortimentet. Andre supermarkeder er meget længere fremme og er villige til at gå de sidste skridt for kyllingerne. 

Anima har igennem lang tid rakt ud til bestyrelserne i både foreningen Coop amba og virksomheden Coop Danmark og til energiselskabet OK - der købte halvdelen af Coop i 2024 - men ingen vil tage det endelige ansvar for turbokyllingerne på sig. Derfor henvender vi os nu til chefen i toppen af Coop, for nu er det på tide, at direktøren sætter retningen og sørger for at få alle turbokyllingerne ud af Coop. 

Forhåbentligt tør Thor, adm. direktør, tage ansvaret på sig, når han har været på Animas kursus i kyllingevelfærd!