Forbud mod rævefarme vedtaget

29 May, 2009

 

Folketinget har i dag vedtaget et forbud mod rævefarme. Processen har været lang og hård, men stopper nu med et forbud mod opdræt af dyrene. Baggrunden for forslaget er etisk, og sender et tydeligt signal om, at visse industrier, der udnytter dyr, er så forfærdelige, at man ikke skal lave regler for dem, men rent ud foryde dyremishandlingen, som ikke er acceptabel i et moderne samfund.

Forbuddet mod rævefarme er et historisk fremskridt for dyrevelfærd,” udtaler Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter: ”Lovens etiske basis viser, at vi som samfund må undersøge nøje, hvilke formål vi kan tillade os at bruge dyr til. At indespærre ræve i små bure for at lave modetøj er ikke tilstrækkeligt til gavn for samfundet til at retfærdiggøre at dræbe dyrene, og lade dem leve liv med meget dårlig velfærd. Vi har nu forbud mod hunde- og kattepels, rævefarme og sælpels. Spørgsmålet er, hvor længe der skal gå, før vi forbyder pelsindustrien helt, som bl.a. England og Østrig allerede har gjort? Hvis det ikke er etisk at lade ræve eller hunde lide i burene, hvorfor skal mink og chinchillaer så fortsat pines?”.

Den afsluttende debat i Folketinget bragte ikke mange nye argumenter på banen, men Socialdemokraternes ordfører Bjarne Laustsens kom dog med en række meget bekymrende og meget dyreuvenlige udmeldinger, da han udtalte sig mod et forbud, fordi det ville skade minkfarmningen. En industri, der forårsager ligeså meget lidelse som rævefarmene. SF fremhævede til gengæld, at lovens betænkning inkluderede et udsagn om hensyn til mink og spurgte, hvad regeringen ville gøre ved de problemer, som eksisterer på minkfarme. 

Et forbud er den eneste løsning på problemerne ved pelsfarme, og i den forstand er dagens beslutning et kæmpe fremskridt. Udfasningstiden er dog skuffende, og der var mange gode argumenter for en kortere periode til gavn for dyrene. Du kan læse baggrunden for den politiske debat her.

Lovforslaget var fremsat af justitsministeren, der begrundede det med et etisk hensyn til ræve, der ikke kan anvises passende indhusningsforhold, da der er tale om vilde dyr, som ikke kan tilpasses et liv i fangenskab. Rævefarme er tidligere blevet kritiseret i udtalelser fra Det etiske råd vedr. husdyr i 1989, der kaldte produktionen ”uetisk” og Dyreetisk Råd i 2003 gentog en skarp kritik.