Skræmmende fund ved kontrol på minkfarm

19 June, 2012

 

15 mink med alvorlige skader

40 mink med skader uden behandling.

2500 bure uden nogen form for stimuli.

Sådan så det ud, da Fødevarestyrelsen kom på besøg hos en minkavlers to farme i Skive og Skals i Midtjylland. Besøgene blev afholdt med en uges mellemrum, og ved andet besøg konstaterede man mere end 50 mink med sår og skader.

Under besøget fandt Fødevarestyrelsens udsendte medarbejder blandt andet mink med lammede bagkroppe, mink med bylder i ansigtet, der dækkede det ene øje, og en mink hvis bagben, ene forben og hale var bidt af.

VIL DU OGSÅ SE EN ENDE PÅ SKADEDE MINK? STØT OS I DAG!

Det blev af medarbejderen vurderet, at mindst fire af minkene skulle aflives straks eller tilses af en dyrlæge.

Problemer med dyrevelfærden på minkfarme er ikke nyt for branchen. I slutningen af 2011 blev der vedtaget skærpede tiltag i lovgivningen om uddannelse af driftslederen og medarbejderne på en minkfarm.

Disse tiltag blev vedtaget som svar på de mange afsløringer af misrøgt, overtrædelser og dyremishandling, som er blevet dokumenteret af Anima og Fødevarestyrelsen. Men sager som denne viser, at sådanne tiltag slet ikke rækker til at dæmme op for de alvorlige problemer, der kommer af at holde vilde, territoriale dyr i bur, side om side.

Det er på tide, at politikerne indser, at mink, ligesom ræve, ikke kan holdes forsvarligt i bur.

Til trods for overtrædelse af dyreværnsloven kan minkfarmeren fortsat drive virksomhed med mink.

Billederne i dette indlæg er ikke fra den pågældende minkfarm, men illustrerer nogle af de skader, der blev fundet.