Slagtning af kaniner for deres pels er den hurtigst voksende del af den globale pelsindustri, men alligevel ved man kun lidt om den. 50 millioner dyr dræbes på verdensplan årligt for deres pels, men dette tal medregner ikke engang kaniner, så en nøjagtigt beregning er vanskelig at finde.

Verden over, er de fleste systemer i dyrefabrikker – såsom burhønseanlæg, fikseringsbåse til grise, båse til sødmælkskalve og produktion af foie gras - blevet underkastet grundige videnskabelige undersøgelser, kampagner fra dyreretsgrupper og endda forbud fra regeringer. I modsætning har de dyrefabrikker, som opdrætter kaniner for deres pels og kød, ikke modtaget meget opmærksomhed…. før nu.

The Coalition to Abolish the Fur Trade (CAFT) har infiltreret og afsløret denne forfærdelige handel. En handel hvor millioner af kaniner er indespærret i nøgne trådbure, holdes som fødemaskiner og får deres hale skåret over, hvorefter deres miserable skæbne bliver foreviget i produktionen af støvler, handsker og pelsdetaljer på jakker.

CAFT rejste gennem Europa og infiltrerede kaninfarme, slagterier og forhandlere i fire lande og kan nu afsløre virkeligheden bag kaninpelsindustrien.

Kaniner
Kaniner er sociale dyr, som i naturen lever sammen i store grupper og bygger komplekse kolonier, som de bor i. Der er intet kaniner bedre kan lide end at lege, løbe, hoppe og pleje hinandens pels. De er intelligente dyr, som kan leve i op til 10 år. Men for millioner af kaniner, der bliver dræbt for nogle menneskers forfængelighed og smagsløg, kunne livet ikke være mere forskelligt fra, hvad de ønsker.

Der er to arter, som primært anvendes på kommercielle kaninfarme: Rex og New Zealand White (eller California White). Rex-kaniner avles specielt for deres pels, og hvide kaniner er traditionelt blevet avlet primært for deres kød. Der findes også en anden art, Orylag-kaninen, der avles både for sit kød og pels, men kun i Frankrig.

Alle arter holdes i bursystemer, der er lavet af trådnet, hvor der er meget lidt plads til at strække sig, lege, hoppe eller blot at side helt oprejst. I visse tilfælde kan kaniner i bur udvikle deformiteter på deres rygsøjle af denne årsag.

Bure for enkelte kaniner som de, der avles for deres pels, har et gulvareal, der ca. svarer til to skoæsker. Bure med grupper på op til 12 kaniner kan være så lidt som 1/3 større.

Mødre holdes adskilte fra deres unger og får kun adgang til deres område for at lade ungerne die. Mødre i naturen ammer ikke deres unger på regelmæssige tidspunkter, men det faktum at moderdyret ikke kan kontrollere hvornår hun vil amme, skaber stress. Når moderdyret er stresset, kan det finde på at spise sine unger.

Rex
Der er to arter af Rex-kaninen, som bliver avlet for sin pels: Castor Rex (en brun farve) og Chinchilla Rex (der har den same farve som en chinchilla og til tider anvendes som et billigere alternativ til den dyre chinchillapels).

Ungerne tages fra deres mor, når de er fire uger gamle. De bliver herefter sat i bur med deres søskende i 3-4 uger, inden de skal sidde isolerede i 6-7 måneder for at sikre at slagsmål ikke skader pelsen. De bliver dræbt efter at have skiftet deres første vinterpels, hvor pelsen er meget kraftigere.

Avlsdyr holdes i op til tre år. Mødrene bliver sat til at avle 1-3 uger efter at have født og føder typisk to kuld unger om året.

Hvide kaniner
Der findes to arter; New Zealand og California White. De opdrættes for deres kød. De holdes med deres mødre indtil de er omkring 4-5 uger gamle, hvorefter de bliver flyttet til et opfedningsbur, hvor de holdes til de er 10–12 uger gamle, og herefter bliver de slagtet.

Det primære fokus i opdrættet af denne art har altid været kød, og slagterierne har ofte smidt pelsen væk. I de seneste år er efterspørgslen efter billig kaninpels steget, hvorfor flere slagterier sælger pelsene.

Orylag
Orylag-kaniner bliver kun avlet på 20 farme i Frankrig, hvor dyrene er blevet genetisk manipuleret og udviklet af det franske institut for landbrugsforskning (INRA).

Avlerne skal arbejde efter de retningslinjer, som Orylag andelsselskabet fastsætter. Dette selskab omsætter for ca. €3 millioner og handler med designere som Fendi, Dior, Channel, Hermes, D&G.

60 % af profitten fra Orylag-kaniner stammer fra deres pels, og 40 % stammer fra deres kød. Denne model regnes som fremtiden for kaninfarme.

Moderen vil typisk få omkring syv unger men kan få op til tolv. Hun bliver parret igen få dage efter med tvangsinsimination. Hendes unger er hos hende til de er fire uger gamle og bliver så flyttet til bure med deres søskende, og efter syv uger til isolerede bure for at forhindre slåskampe, der kan skade pelsen.

Kaninerne bliver dræbt når de er 20 uger gamle, og dette sker hele året rundt.

Dødelighed
Dødeligheden er høj for bade Rex-kaniner og hvide kaniner – normalt er den omkring 10-15 %. Dødeligheden for Orylag-kaniner er 25-30 %. Farmene forventer dette, og medregner det i deres budget, så profitten ikke bliver påvirket. Dette er en langt højere dødelighed end i andre former for kommercielt opdræt af dyr. Kaninerne dør primært af åndedrætssygdomme.

Transport til slagtning
Det er meget almindeligt, at kaninerne dør på vej til slagtning, og en dødelighed så høj som 7 eller 8 % er blevet rapporteret i undersøgelser¹. Dette er ofte pga. den måde, som kaninerne bliver transporteret på. Dyrene pakkes så tæt at virus nemt kan spredes, og dårlig ventilation giver problemer med at trække vejret. Brækkede knogler og sår er også almindelige pga. dårlig håndtering af dyrene.

Slagtning
De slagtemetoder, som CAFTs observatører så på europæiske kaninfarme, varierer. Visse dyr blev dræbt på farmen ved at blive slået i baghovedet med en kraftig kæp, inden de fik halsen skåret over. Kommercielle slagterier bedøvede kaninerne med elektricitet, inden de fik skåret halsen over.

Et slagteri, som CAFT filmede, slagtede 9000 kaniner om dagen. Kaninerne blev holdt i kasser der blev sat ovenpå hinanden otte af gangen, hvor det var fuldt muligt for dyrene at se, hvad der skete med deres artsfæller. Dækket i fækalier og urin fra kaniner i kasserne over dem, var nogen tydeligvis stadig i live når de blødte ihjel.

Velfærdsproblemer
Kaniner, der bliver avlet i trådbure, får både psykiske og adfærdsmæssige problemer.
Det trådnet, som udgør gulvet i et bur, kan forårsage skader på kaninernes fødder, og dette kan resultere i ømme poter (ulcerative pododermatitis), hvilket kan føre til infektioner og sår.

Studier udført i 2004 fandt, at op til 15 % af hunkaniner lider af ømme poter² og op til 40 % havde skader på poterne, som var tilstrækkelige til, at de viste tegn på poteskader, der var tilstrækkelige alvorlige til at vise tegn på ubehag³.

Stanken af ammoniak fra de urinindsmurte gulve, som plejer at overdøve enhver anden luft i en kommerciel kaninfarm, kan irritere kaninernes øjne og føre til smertefulde infektioner.
Indhusningen af kaniner både individuelt og i grupper skaber problemer for dyrene. Eftersom kaniner er sociale dyr, kan det give dem alvorlig stress at være adskilt fra andre kaniner, og den sociale deprivation fører til stereotyp adfærd såsom at gnave i burets stænger, (hvilket er almindeligt hos dyr, der holdes i bur), og overdreven pelspleje (konstant at plukke sin egen pels som en form for selvlemlæstelse).

Selv gruppeindhusning af unge søskendekaniner er ikke bedre. Sammenstuvning i burene fører til øget aggression og slåskampe. Pelsgnavning og ørebidning er typiske symptomer i dyrenes adfærd, og kommer som en reaktion på sammenstuvning.

Nøgne bure er ensbetydende med kedsomhed, som igen fører til stereotyp adfærd. Det meste forskning, som er udført for at finde ud af om kaniner trives bedre i berigede bure, viste, at enhver form for berigelse såsom gnavepinde eller blot hø var positive skridt, der kunne reducere kedsomhed, burgnavning og slagsmål. Selvom det er alment accepteret, så havde ingen af de farme, som CAFT besøgte, nogen form for berigelse.

Disse dyr vil aldrig opleve frisk luft eller naturligt sollys. Ikke ind til den dag de bliver taget til slagtning!

Produktionen
Traditionelt set er produkter af kaninpels kun blevet lavet af pelse fra kaniner, som udelukkende blev opdrættet for værdien af deres pels, fordi denne har en højere kvalitet. Skind fra kaniner der bliver dræbt for deres kød når de er 10–12 uger gamle, er ikke af høj kvalitet, og mange slagterier smider disse ud. Men den øgede efterspørgsel efter kaninpels, særligt fra Kina, har betydet, at pelsen fra hvide kaniner avlet for deres kød nu oftere anvendes.

Produktionsfirmaer kan lave billig pels mere appellerende gennem en række processer, såsom at farve, barbere og påføre pelsen mønster. Mange af disse firmaer er nu flyttet til Kina, hvor de udnytter lave lønninger og svag miljølovgivning. De behandlede skind bliver ofte sendt tilbage til Europa, hvor de bliver syet til tøj.
Farmere, der opdrætter kaniner, fortalte CAFTs observatører, at prisen for kaninkød ikke har steget i mange år. Nu hvor farmere kan få mellem 10-45 eurocent for hvert pelsskind, er der ingen tvivl om, at det har gjort det muligt for mange at fortsætte med at holde kaniner i bure under forfærdelige forhold, hvor de ellers ville være lukket.

Øget brug af kaninpels
Der er en konsensus i kaninfarmsindustrien om, at øget brug af kaninpels skyldes den billige produktion der tillader dem at eksperimentere frit med processer som farvning, der ville være mere risikable for en producent af dyrere pelsskind. Muligheden for at eksperimentere med kaninpels har betydet, at designere kan føle sig mere selvsikre, når de har gjort det samme ved andre typer pels.

Kaninpels af høj kvalitet stammer fra dyr, som primært bliver opdrættet for deres pels. Selvom billigere pelsprodukter kan stamme fra kaniner, som primært er blevet opdrættet for deres kød, så betyder det ikke, at der er tale om et biprodukt. Den del af profitten, som stammer fra pelsen, er det eneste som gør, at farmene stadig kan drives.

Hvad enten en kanin bliver dræbt for sit kød, eller får sin pels brugt til pynt på en jakke eller til at lave et par handsker, er irrelevant. Enhver som forbruger kaninkød støtter stadig den barbariske og unødvendige indespærring, deprivation og slagtning af dyr.

Den kaninmor som får sine unger taget fra sig når de er fire uger gamle, er ikke bekymret over, hvorfor det her sker for hende og hendes unger, men kun at det sker! Hun er ikke bekymret for, om hendes unger bliver lavet til et par handsker eller nogens middag; hun er kun bekymret over, at hendes unger bliver taget fra hende, og hun bliver indespærret i et bur, som forhindrer hende i at gøre alle de ting, som er naturlige for en kanin – at føle solen på sin ryg, at løbe og hoppe. 
 
Hvad du kan gøre
Køb aldrig ægte pels. Undgå alle pelsprodukter og tjek nøjagtigt kanter og foer; hvis du ikke er 100 % sikker på, at der er tale om imiteret pels, så undlad at købe det!

Boykot alle butikker, som sælger ægte pels og bed dine venner og familie om at gøre det samme.

Klag (høfligt) til enhver butik, der sælger ægte pels og informér.

Blik aktiv i anti-pels kampagnen – kontakt os for detaljer.

Giv en donation til Anima for at støtte vores arbejde.

Referencer:
[1] Leoni et al., (2000) Trasporto e qualità della carne. Rivista di Coniglicoltura, 3: 40-47
[2] Rosell J M (2004) The Suckling Rabbit: Health, care and survival.A field study in Spain and Portugal in 2003-2004.
[3] Drescher and Schlender-Bobbis (1996) Pathologic study of pododermatitis among heavy breeders on wire floors (English Summary) World Rabbit Science 4:143-148