Fødevarestyrelsen misinformerer om mink
Ny rapport maler glansbillede af problembranche
Fødevarestyrelsen har i dag udsendt sin kontrolrapport om minks velfærd. Heri fremhæver styrelsen, at der er tegn på, at dyrenes velfærd er forbedret. Ser man på styrelsens egne tal, er denne konklusion dog i klar modstrid med virkeligheden.
Ved denne undersøgelse fandt man på 26% af alle kontrollerede farme fejlbehandlede dyr med sår og skader.
Ved kontrol af samtlige minkfarme i Danmark i 2010 fandt man fejlbehandlede dyr med sår og skader på 4% af landets farme.
Der er altså sket en betydelig stigning i antallet af besætninger med fejlbehandlede dyr, som findes i kontrollerne.
Eksempler på de skader som Fødevarestyrelsen finder er dyr med store blodige skader og sår, samt dyr med afbidte lemmer.
Mens kontrollen i 2010 blev udført af teknikere fra Plantedirektoratet er årets kontrol udført af dyrlæger fra Fødevarestyrelsen.
“Det er tydeligt, at uddannede dyrlæger finder flere problemer med syge og skadede dyr på landets minkfarme,” udtaler Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima og fortsætter: "Men det er vigtigt at tænke på, at kontrollerne foregår under et enormt tidspres, som betyder, at mange lidende dyr vil blive overset, selv med den bedste vilje.”
Anima har regnet på dyrlægernes tidsforbrug under kontrollerne i forhold til det antal dyr, styrelsen siger er blevet tjekket.
Dyrlægerne gennemgår ifølge rapporterne ca. 600 dyr i timen. Med andre ord har man kun 6 sekunder til at tilse og vurdere hvert enkelt dyr. Tallet er et gennemsnit, og der er i undersøgelsen eksempler på kontroller, hvor kontrollanter har haft et tempo, hvor man påstår at have tilset 3600 dyr på en time.
Eksempel: 1000 dyr tjekket på 15 min
Download Rejseholdets kontrolrapport
Eksempel: 4800 dyr tjekket på 75 min
Download Rejseholdets kontrolrapport
“Enhver som har et kæledyr ved, hvor lang tid det tager at få tjekket sit dyr hos en almindelig dyrlæge. At kontrolmyndighederne mener, at man kan klare det samme på en brøkdel af den tid, er fuldstændig grotesk og gør undersøgelsen ekstremt utroværdig," udtaler Thorbjørn Schiønning.
Anima mener, at myndighedernes kontroller bør være en reel gennemgang, hvor man bruger den fornødne tid til at se, hvordan dyrene har det. I øvrigt bør kontrolrapporterne meget tydeligt vise, hvor lang tid der er blevet brugt på at tilse det enkelte dyr.