Tivoli i Facebook-panik

10 October, 2012

Efter at Tivoli i snart to uger har været genstand for tusindvis af kritiske indlæg på sin Facebook, pga. sit samarbejde med Kopenhagen Fur, er man nu begyndt at udøve censur og slette indlæg.

Tivolis beslutning om at indgå et samarbejde med Kopenhagen Fur har, mildt sagt, sat sindene i kog på online medier - ikke mindst på Tivolis Facebook. Således er der i skrivende stund tusindvis af Tivoligæster, der offentligt har været inde at proklamere, at de ikke længere vil sætte en fod i Den Gamle Have, før samarbejdet ophører.

MASSIV MEDIEDÆKNING AF TIVOLI-BOYKOT

Facebook oversvømmes af vrede brugeres billeder

I starten tog Tivoli åbent imod kritikken og besvarede venligt brugernes oprørte indlæg. Dette viste sig hurtigt at blive en umulig opgave, så i stedet prøvede man at ignorere problemet i håb om, at kritikken ville forstumme. Det gjorde den ikke. Tværtimod. Ordet begyndte at sprede sig globalt, således, at hundredvis af svenskere, nordmænd, englændere osv. klikkede ind for at ytre sig om, hvorfor de ikke ville tage i Tivoli på fremtidige rejser til København.

MINKBOSS ERKENDER SIG SKYLDIG I VANRØGT AF MINK

Da presset blev for stort, forsøgte man sig i stedet med at flytte kritikken over til et nyoprettet debatforum, pelsforum.dk. På 4 dage er der blot kommet 4 indlæg på det forum. På samme tid kom der mange hundrede indlæg på Tivolis Facebookside. Dette er blevet for meget for Tivoli, som nu udøver censur på deres tidligere så åbne side. Hundredvis af indlæg er slettet, og nogle brugere er blevet blokeret. Dette har resulteret i, at debatten på siden er blevet endnu mere spids, da Tivolis ageren i sagen nu også er blevet et stort debat-tema.

SYNES DU ANIMAS ARBEJDE ER EFFEKTIVT?
HVIS JA, SÅ BLIV MEDLEM ELLER STØT MED EN DONATION


Tivolis forsøg med at dirigere den overvældende kritik over på et ensomt debatforum har været en kæmpe fuser, og har kun resulteret i, at havens tidligere gæster er blevet endnu mere oprørte. Det klinger hult, når Tivoli på den ene side prøver at fremstå åbne omkring sit fatale samarbejde med Kopenhagen Fur, samtidig med, at man sletter indlæg i hobetal og poster spamlignende copy-paste svar til de relativt få kommentarer, der får lov at blive," udtaler Animas kommunikationschef Thorbjørn Schiønning og uddyber: “Det står lysende klart, at Tivoli fra start af havde undervurderet den enorme kritik, der kommer af at indlede et samarbejde med en branche, som er kendt for at se stort på dyrevelfærd og tillade, at døde mink kan rådne op i små bure.

Anima mener, at Tivoli så hurtigt som muligt bør afbryde samarbejdet, inden imagetabet bliver for stort til at redde.