m morgenen den 8. marts mødtes jeg med Dennis Laursen på Høje Taastrup station. Dennis havde taget initiativ til at Thorbjørn fra Anima skulle komme ud og holde foredrag på hans skole, Høje Taastrup Gymnasium, om formiddagen. Før det ville vi gerne dele foldere ud til eleverne, så vi gik op til skolen og tog en indgang hver. Eleverne var super flinke og jeg vil skyde på at 90 % af dem jeg spurgte tog imod hæftet.

Klokken halv ti ankom Thorbjørn og mens Dennis var til time satte vi et lille infobord op, hvor interesserede kunne komme over og snakke med os og snuppe vegetariske starter kits og medlemsblade med.

Lidt over elleve stod Thorbjørn klar til at holde foredrag for de op mod 50 elever der havde samlet sig i auditoriet. På trods af tidspres blev det et rigtig fint foredrag med mange gode pointer og fremvisning af film fra det industrielle landbrug og pelsindustrien.

Da foredraget var færdigt viste det sig at mange havde taget budskabet til sig. Nogle kom hen og havde uddybende spørgsmål og flere roste foredraget og sagde at de nu var overbeviste om at de ville blive vegetarer.

Så da vi drog hjemad var vi enige om at det havde været en super positiv dag på Høje Taastrup Gymnasium. Dennis havde lavet et virkelig flot stykke arbejde med at arrangere det hele så grundigt og jeg er overbevist om at vi fik skubbet til rigtig mange elevers holdninger omkring dyr.

At arrangere foredrag er en fantastisk mulighed for at nå ud til rigtig mange mennesker. Hvis du er interesseret i at få Anima ud på din skole eller arbejdsplads og holde foredrag kan du læse mere her: og skrive til foredrag@anima.dk

Tilsammen uddelte vi 344 hæfter og en pæn stak vegetariske starter kits.