En troværdig historie skulle skaffe os adgang til Kinas hundefarme og slagterier. Vores whistleblower fortalte, at hundekød kan være en indbringende forretning.  Vi måtte derfor udgive os for at være interesseret i at købe. Det var ikke nemt og vi vidste, at hvis det lykkedes, ville vi blive vidner til brutal mishandling. Vi ville bruge et skjult kamera, vise verden vores optagelser og sætte en stopper for industrien.

I Kina er hundekød en eftertragtet delikatesse. Desværre har den høje efterspørgsel åbnet op for et marked, hvor hunde fanges ulovligt. Animas samarbejdsorganisation Animal Equality har været undercover i Kinas kødindustri. Det er på baggrund af denne undersøgelse, at Anima nu kan afsløre den grusomme skæbne som flere tusinde hunde må lide for deres kød.

Farmen
Blodet pumper hurtigt, mens tolken oversætter for os. De kinesiske farmere har dannet en cirkel omkring os. De betragter hver en bevægelse. Deres øjne virker tomme. Jeg har altid haft svært ved at lyve, men jeg ved at det er nødvendigt nu. Det er som om minutterne varer for evigt, før døren åbnes.  

Da vi får adgang til farmen, føler jeg mit hjerte banke hårdere. Mange hundrede forsømte øjne retter blikket mod mig.  De små våde snuder vibrerer ivrigt for at opfange min duft, da vi går frem af de mørke gange. Her lugter stærkt af urin og efterladenskaber.

Vores tolk viser sig at være en kæmpe hjælp. Han er et perfekt talerør mellem farmerne og os. Kommunikationen er hudløs ærlig. Farmerne fortæller, at de kan give os alle de hunde vi vil have. De indrømmer endda, at de vil gennemsøge gaderne, hvis det bliver nødvendigt. Gaden er som en hemmelig skov, hvor alle farmere har jagttegn og alle hunde er lovligt bytte.

Der tages ikke hensyn. Jeg betragter farmeren demonstrere en kæde, mens et lumskt smil breder sig på hans læber. Jeg mærker hvordan afskyen vokser sig større i mit bryst. Mange af de hunde jeg lige har set, bar stadig deres halsbånd. De havde engang en familie.

Før vi forlader farmen, præsenteres vi for endnu en afdeling. Jeg hører lyden af små klynk og lette poter. En hundehvalp presser hoved og forben gennem et af hullerne i burets trådnet, men den lille mave fylder resten af hullet ud. Den bjæffer, men lyden drukner i koret. Hvalpene skal bo på farmen de næste 4-5 måneder, hvor de fedes op. De største hvalpe er blevet gjort klar til videresalg på markedet. Her ligger de trykket sammen  i bure på størrelse med en lukket kuffert.

Burene er stoppet til bristepunktet og det er umuligt for hvalpene at bevæge sig. Deres pels er stadig ulden og har endnu ikke fået det glatte udseende. Fra de beskidte afkroge brænder de våde øjne sig fast i min sjæl. Jeg møder deres blik og mærker en klump i min hals. Smerten i mit bryst breder sig til resten af min krop.

Markedet
Vi tager til Nanhai-markedet i Kinas sydlige del. Hunde og katte ankommer til dette marked efter at være blevet transporteret flere hundrede kilometer gennem Kina, uden at have fået hverken vådt eller tørt. Det er på dette marked, at hunde sælges videre til slagtehuse og restauranter.

Da natten falder på beslutter vi at gå ind med et skjult kamera. Klokken er 3 om morgenen. På markedet er der nu flere tusinde hunde, fra hele Kina. Selvom mange af dyrene er skadede, er der ingen af dem der tør gø, og vi overvejer om de har fået fjernet deres stemmebånd. En lastbil ankommer og flere bure kommer til syne. Hundenes bure har været skjult, så lasten kunne holdes hemmelig. Burene bliver kastet ud fra lastbilens top og ned på jorden. Flere af hundene brækker deres knogler i det hårde fald. Arbejderne virker upåvirkede og mekaniske.

Slagtehuset
Dagen efter spørger vi os frem blandt de lokale, som guider os til et slagtehus i området. Ejeren holder hundene i et rum uden vinduer, hvor de lever i dagevis uden mad eller vand og hvor de må sove på gulvet i deres egne efterladenskaber.

Slagteren virker ikke mistænksom ved vores besøg og går ind i rummet med en kølle i hånden. Hundene er så bange, at de ikke tør bevæge sig. De ved hvad der skal ske, og de vil ikke tiltrække slagterens opmærksomhed. De vil ikke dø. Slagteren slår en hund i hovedet med køllen, så den delvist mister bevidstheden. Hunden slæbes ud på verandaen, hvor fliserne allerede er røde. Luften lugter af støv og jern. Min vejrtrækning er anstrengt og tør. En kniv jages i halsen på hunden. Den raller og kæmper imod. Jeg kan kun se til, mens den langsomt forlader denne verden. Så lader slagteren den livløse krop synke til jorden.

Dette er endestationen for alle  markedets hunde, hvad enten de er opvokset på en farm eller hos en kærlig familie. Jeg rømmer mig diskret, da jeg mærker min stemme knække. Så ser jeg endnu en gang på hunden. De bedende øjne er nu lukket i.