Papegøjehaven dropper foie gras fuldstændigt
15 May, 2014
For få måneder siden fjernede den Aalborgenske restaurant foie gras fra sin menu, men man holdt stadig døren åben for at tilbyde det til kunder der eksplicit efterspurgte det. Nu har indehaveren besluttet at foie gras bliver fjernet fuldstændigt fra udbudet.
- I første omgang var jeg meget skuffet over at restauranten ville fortsætte med at sælge foie gras, da der som bekendt er meget stor lidelse involveret i produktionen. Efter at have drøftet sagen nærmere med Papegøjehavens indehaver, synes jeg det er al ære og respekt værd at man nu sætter foden helt i overfor foie gras, forklarer kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.
Restauranten understreger at der har været nul bestillinger på foie gras siden man tog det af menuen. Indehaveren Lars Mouritzen udtaler:
- Foie gras har aldrig været en stor ting for os, og jeg bryder mig bestemt ikke om de billeder jeg har set af ænder der tvangsfodres. Nu hvor jeg har haft lejlighed til at undersøge sagen nærmere, har jeg det rigtig godt med at foie gras er fortid hos Papegøjehaven.
Papegøjehaven vil fremover være at finde på den foie gras fri liste. Her kan du også se de mange andre virksomheder der ikke fører foie gras.