Kina fjerner lovkrav om forsøgsdyr
9 October, 2014
Forhåbentlig fravælger de kinesiske producenter fremover at teste på dyr.
Indtil nu har det nemlig været et lovkrav i Kina, at alle kosmetiske produkter skal testes på dyr. Nu er lovkravet endelig fjernet, og det er godt nyt for tusindvis af dyr.
Kina har taget et vigtigt skridt for at sætte en stopper for dyreforsøg. De kinesiske lovgivere har fjernet kravet om, at alle kosmetiske produkter skal testes på dyr, og nu har kosmetikfirmaerne endelig fået tilladelse til at bruge alternative metoder.
Denne regel-ændring er historisk og kommer godt to år efter "Be Cruelty-Free" kampagnen startede i Kina. Kampagnen kører i flere lande og er udarbejdet af Humane Society International.
Dyrevenner fejrede sejren
Hvis de kinesiske producenter vælger at benytte sig af den nye lovgivning og i stedet benytte alternative metoder, vil det kunne redde livet for ca. 10.000 dyr hvert år.
Der findes ingen dyreværnslov i Kina, så denne begivenhed er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Dyrevenner fejrede det overalt i Kina, hvor man bl.a. havde printet 100 papkininer i naturlig størrelse sammen med et kæmpe banner.
Selv om det er et godt skridt i den rigtige retning, er det stadig tilladt i Kina og mange andre lande at bruge dyr til at teste skønhedsprodukter. Men dyrene behøver ikke lide for vores forfængelighed, for nye alternative løsninger er undervejs, alt imens du læser denne artikel!