Mit hjerte banker hurtigt og tungt i mit bryst, idet jeg retter kameraet mod trådnettet. Det er længe siden jeg har drukket vand, og varmen er begyndt at få mit hoved til at snurre. De pludselige hyl og skrig hjælper ikke på min koncentration. Jeg roder nervøst med fokusringen for at få et klart billede af ræven, der trykker sig mod burets fjerneste krog.

Vi befinder os på en faldefærdig rævefarm i den vestlige del af Polen, knap 30 km syd for Poznan. Jeg er omgivet af små trådbure – de fleste på under 1m2. Skræmte øjne observerer mig fra burenes hjørner, mens jeg fortsætter med at dokumentere ræven foran mig.

Anima øger fokus på Europas rævefarme
I 2009 førte Animas kampagne til et forbud mod rævefarme i Danmark. Siden har vi gradvist øget vores indsats for at stoppe industrien i resten af Europa. Vores research har vist, at Polen er det vigtigste sted at gribe ind netop nu. Derfor har Anima gennem det sidste år i samarbejde med den polske dyreværnsforening “Otwarte Klatki” (Åbne Bure) arbejdet på at dokumentere og anmelde brud på dyreværneloven på rævefarmene. Arbejdet har allerede ført til en række domme og bøder til avlerne.

“Hey, kom herover – jeg har brug for, at du filmer det her” Ordren kommer fra Pawel. Der ligger ikke noget dikterende i hans ord. Det er sådan, han taler og sådan han er. Ingen udenomssnak, men direkte til sagen. Pawel er en mand af få ord, men når han taler, lytter folk.

Jeg går ned gennem rækken af gamle udslidte bure. Han er allerede igang med at udfylde de papirer, der skal overleveres til myndighederne. “Det er en gammel avlsræv,” siger han, mens han skriver. Ræven står på bagben og læner sig mod burets ene væg. Han kan knap nok stå oprejst pga. burets størrelse. Pludselig graver han febrilsk i trådnetttet. Lyden af kløer, der trækkes over trådnettet, får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Han stirrer hele tiden gennem tremmerne, mens han fortsætter med at skrabe, kradse og flå i trådnettet. Jeg sætter mit kamera mellem os. Mit trofaste skjold, der gør det muligt at forblive fokuseret på min opgave i situationen. Han stopper pludselig op og skifter taktik. Med sine tænder griber han om trådnettet og trækker så kraftigt, at hele buret ryster. ”Prøv at se hans tænder og kløer”, siger Pawel. Et gys går gennem mig – poterne er blodige af at grave og kradse i buret. De fleste af hans tænder er knækkede, og flere steder er der kun stumper tilbage. Buret bærer tydelige spor af hans forsøg på at undslippe, men jeg ved, at han aldrig vil komme igennem stålet.

Lovlige inspektioner
Pawel har taget mig med på en af de inspektioner, der gennem det sidste år er blevet en del af hans liv. Den polske lov tillader dyreværnsinspektører at bidrage til dyrevelfærdskontroller – en unik lov I Europa, som egentlig var beregnet på inspektioner af lænkehunde og andre kæledyr. Men det sidste år har vi brugt den til at komme bag pelsfarmenes høje mure, og kaste lys over de forhold, dyrene lever under. Men det er ikke alle, der er glade for denne nye brug af loven. Flere ræveavlere har allerede fået bøder og politisager, så arbejdet er blevet mere vanskeligt og meget risikabelt. De polske ræveavlere er nemlig ikke bange for at ty til vold for at holde inspektørerne ude, og det lokale politi lever sjældent op til deres ansvar.

En langsigtet strategi
Solen går langsomt ned i horisonten, og tegner myriader af trådnetsformede skygger over rævenes ansigter, som de følger os, da vi forlader farmen. Vi er færdige med dagens inspektion. Pawel har noteret en lang række forhold, der nu skal anmeldes til myndighederne. “Det her vil højst sandsynligt føre til en række bøder,” siger han. Nu skal vi hjem og arbejde videre med alle billederne og optagelserne.

Medierne har gennem det sidste år fået øjnene op for de store problemer på farmene, og på baggrund af vores optagelser, bringer de rapportager fra farmene. Historier, der når ud til forbrugerne, modedesignere og politikere og skridt for skridt flytter den polske befolknings holdning til pels. Flere politikere diskuterer allerede et forbud mod ræveavl, og mange modevirksomheder har, ligesom I Danmark, valgt at indføre pelsfri retningslinier for deres firmaer.

Det er med tunge hjerter, at vi lukker lågen bag os til dyrene, som vi endnu engang efterlader i deres bure. Det her arbejde er ikke for alle – man skal være en særlig person for at kunne fortsætte med at se al denne lidelse i øjnene dag efter dag. Pawel er en sådan person. Og jeg er stolt af vores samarbejde med ham og hans kollegaer. “Jeg vil ikke lyve for dig. Det er hårdt arbejde. Men dyrene har brug for mig – og det er alt jeg behøver at fortælle mig selv for at fortsætte arbejdet for rævene.”