Afsløring: Nye optagelser viser vanvittig mishandling af gæs
For at fremstille foie gras tvangsfodres fugle brutalt med et rør, der er smurt med motorolie, til deres lever bliver syg. Leveren laves så til foie gras.
Selvom dyrene lider, fortsætter firmaer som Torvehallerne og MASH med at sælge foie gras. Hjælp os med at overbevise dem om at droppe det:
Løfte: Jeg undgår steder, der sælger foie gras
Rystende video
Optagelserne blev til, da en dyreven gik undercover for at vise dyrenes hverdag. De som sælger foie gras fortæller, at dyrene har det godt. Men billeder viser noget helt andet.
"Det er meget hård kost at se de billeder. Der er dyr, der bliver kylet ned fra transportvogne. Motorolie på slangen der tvinges i halsen på ænderne fire gange dagligt og bunker af døde gæs omkring skraldespande. Så kan det ikke blive meget værre" - siger Animas kommunikationschef Thorbjørn Schønning.
Kampagner har virket
Anima har længe kæmpet mod brugen af foie gras. Vi har fået betydelige sejre i hus og udvider hele tiden vores liste af virksomheder, der har en foie gras fri politik.
Sidste år så vi blandt andre at Dansk Cater og Comwell-hotellerne indførte en politik om ikke at sælge foie gras. Så det nytter, når dyrevenner presser på.
"Det er afskyeligt at se fugle bliver pint på den måde og enhver virksomhed, som vælger at vende det blinde øje til, bør have en rigtig dårlig smag i munden. Over 100 danske virksomheder har allerede fjernet foie gras de seneste år og importen til Danmark er faldet betragteligt. Men vi kommer til at fortsætte presset indtil foie gras er helt fortid", udtaler Thorbjørn Schiønning.
Torvehallerne mener dyrene har det fint
Men selvom vi er nået langt, sælger en del kendte varemærker stadig foie gras. Vi mener, tiden er løbet fra, at salg af foie gras på nogen måde kan forsvares. Torvehallerne i København er ét eksempel. Vi har forsøgt vores bedste med dialog.
Desværre tror Torvehallernes chef blindt på, at den foie gras man kan købe hos firmaet Ma Poule, er ”produceret med omtanke”. Som man kan se i videoen ovenfor, er der intet lighedstegn mellem "omtanke" og foie gras!
Dit løfte skaber forandringen
Ingen dyr fortjener at leve spærret inde i metalbure i mørke haller, uden at kunne strække vingerne. Men her dør gæs og ænder dagligt af overbelastning fra tvangsfodringen og vil gøre det så længe danske butikker sælger foie gras.
Derfor er det vigtigt, at vi får foie gras helt væk fra danske menuer. Send et klart signal til de virksomheder, som fortsat har foie gras på menuen. Skriv under på nedenstående løfte om, at du ikke vil sætte fod hos disse virksomheder, så længe de fortsat sælger foie gras.
Ved at skrive under på dette løfte, sender du et meget klart signal til følgende virksomheder om, at du IKKE vil sætte fod i deres restaurant, så længe de sælger foie gras!
- Ma Poule, Torvehallerne, København
- MASH Steakhouse, hele landet
- Bistro Sommelier, Kastrup Lufthavn
- Provence, Aalborg
- Hotel Royal og Under Klippen, Holstebro
- Den Gamle Kro, Odense