Stjernekokke til kamp for kyllingerne!

23 September, 2019

Vi har præsenteret to af Danmarks største stjernekokke for optagelser fra en dansk, konventionel kyllingeproduktion:

Michelin- og TV-kok Thomas Rode og kokke-kollega Jesper Vollmer, som er tidligere køkkenchef hos Kongehuset.

Deres reaktioner er ikke til at tage fejl af! Begge kokke tager kraftigt afstand fra produktionen, som de kalder “unaturlig” og “forfærdelig”. 


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!

“Det ser sygt ud”

… Sådan siger Thomas Rode efter at være præsenteret for videomateriale fra en konventionel slagtekyllinge-produktion.

“Det gode kyllingeliv er jo først og fremmest, at kyllingen har et liv, hvor den er ude og lever. De der kyllinger lever ikke. De venter bare på, at der kommer et eller andet og samler dem sammen og drøner dem ind i en maskine og slagter dem," siger han.

Kokke-kollega Jesper Vollmer deler bekymringen:
“Jeg kan aldrig, aldrig, aldrig nogensinde drømme om mere at komme en konventionel kylling ned i min kurv, når jeg har set det her."

Han fortsætter:
“Jeg kan slet ikke forstå, at det kan få lov til i industrien at gå så langt ud. Hvis ikke folk reagerer på det, er det fuldstændig åndssvagt.”

Hør Jesper Vollmers kritik i videoen herunder - og få et indblik i de forfærdelige forhold, som kyllinger i industrien lever under.

Slagtekyllinger er de nye burhøns

Videoerne er en del af Animas kyllinge-kampagne, som sætter fokus på forholdene fra slagtekyllinger i Danmark.

“Konventionelle slagtekyllinger er et af de dyr, der har det allerværst i produktionen. De lever under horrible forhold. De går ofte 40.000 dyr samlet i én hal og kan gå op til 20 dyr på en kvm.
Vi har tidligere haft succes med at udfase buræg fra danske supermarkeder, og nu er tiden kommet til at forbedre forholdene for kyllingerne, som på mange måder lever endnu værre end burhøns," fortæller Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima. 

Den konventionelle produktion er den mest udbredte i Danmark, og kyllingerne i produktionen er fremavlet til at vokse enormt hurtigt. 
De nyeste tal viser, at tre ud af fire danske, konventionelle slagtekyllinger ikke kan gå normalt, og i nogle tilfælde er kyllingernes problemer så alvorlige, at de ikke kan holde kroppen oprejst. Hvert år opdrættes omkring 120 millioner slagtekyllinger i Danmark.