Ulovlig pels på podiet

2 February, 2011

 

Pressemeddelelse: Anima beder modeuge droppe ulovlig pels

- Oslo fashion week viser vejen


Oslo Fashion Week har som den første modeuge i verden truffet beslutning om at forbyde pels på sine catswalks. Beslutningen kommer efter flere års afsløringer af horribel mishandling af ræve og mink på pelsfarme i Norge, og et folkeligt krav om forbud mod pelsindustrien.

I Danmark er Copenhagen Fashion Week jævnligt sponsoreret af Kopenhagen Fur, ligesom arrangementets direktør Eva Kruse har en baggrund som kommunikationschef for pelsdyravlerne. Som reaktion på beslutningen i Oslo har Eva Kruse udtalt, at modeugen i København ønsker at sætte fokus på kun at bruge pels fra lande med national lovgivning. Samtidig konstaterer Anima, at kontrolundersøgelser fra Plantedirektoratet i 2010 har vist, at ca. halvdelen af de danske pelsdyravlerne ikke holder loven.

Anima har derfor i dag sendt Eva Kruse et brev, hvori foreningen beder modeugen vise et engagement for dyr, som ikke bare er flotte ord. “Hvis man mener, at loven skal beskytte dyrene, så må det også være et ufravigeligt krav, at loven bliver holdt, og det gør den generelt ikke. Vi opfordrer Copenhagen Fashion Week til at gøre holdning til handling og sørge for, at der ikke bliver solgt pels fra farme, hvor reglerne bliver brudt,” udtaler Animas kampagnekoordinator Thorbjørn Schiønning og fortsætter:

“Som tidligere ansat hos Kopenhagen Fur må Eva Kruse have kontakterne til at rydde op, og ellers vil vi gerne hjælpe hende. Selvom vi mener den bedste løsning er at droppe pels helt som Oslos modeuge har gjort det, så glæder vi os til at høre, hvad Copenhagen Fashion Week helt konkret vil gøre for at reducere antallet af mishandlede dyr på catwalken.”