Nu vil jeg gerne tale lidt mere om at have succesfulde samtaler – dybest set er det nogle få tips, der kan omsætte Dale Carnegies principper til praksis.

• Husk at alle argumenter for at spise kød er rationaliseringer Ingen kan sige noget overhovedet, som modsiger vores grundlæggende budskab: ”vi behøver ikke at spise kød for at være sunde, så det påfører dyr unødig lidelse at spise kød”. Uanset om det er ”Biblen foreskriver, at vi kan gøre det” eller ”hvad så med abort?” eller ”hvad så med planterne?”, så bliv ved med at bringe samtalen tilbage til den enkle og uomtvistelige kendsgerning om unødig lidelse. Du skal altid huske på, at uanset hvad der bliver sagt, kan det ikke imødegå dit grundlæggende budskab.

• Bliv ikke distraheret – det drejer sig ikke om abort etc.

Når du prøver at forsvare dyr, vil den anden person ofte forsøge at få dig til at tale om andre emner, som f.eks. abort eller andre hypotetiske situationer som ”hvad ville du gøre på en øde ø”. Du skal udvikle dine svar på disse spørgsmål, så samtalen vender tilbage til dyrenes unødvendige lidelse. Uanset hvor stærke dine meninger om disse andre emner end måtte være, skylder du altid dyrene at fokusere samtalen på deres lidelser.

• Brug Carnegies principper i enhver samtale

Prøv at bruge Carnegies principper hver gang du taler med andre om dyr: Klæd dig pænt på, opfør dig respektfuldt, før en samtale og giv ikke et påbud, tab aldrig fatningen og vær aldrig uhøflig. Dette vil skade dyrene. Når du ikke er i stand til at være så positiv og så konstruktiv som mulig, så mislykkes din hjælp til dyrene. Det er altid godt at lytte til og bekræfte folk, at stille spørgsmål og derefter lytte opmærksomt til svarene, så samtalen kan bringes tilbage til ting, som de allerede tror på, og til hvordan kampen for medfølelse med dyr hænger sammen med disse ting.

Når nogen reagerer på min T-shirt eller badge med teksten “Spørg mig hvorfor jeg er vegetar”, har jeg fundet ud af, at det er meget effektivt at starte en samtale med at spørge dem “har du nogensinde tænkt over, hvorfor du spiser kød?”. Folk bliver overrumplede, og det henleder opmærksomheden på dem selv, og det er altid godt. Derudover er det et meget rimeligt spørgsmål. Hvorfor spiser folk dyr? Hvad er det, de ikke kan opgive? For på et eller andet plan ved alle, at dyrene behandles dårligt, og de fleste ved, at kød ikke er nødvendigt for at være sund. Så at stille folk spørgsmål og lytte opmærksomt til deres svar, er en meget effektiv samtaletaktik. Hvis du får dem til at føle, at de bliver hørt, er de mere tilbøjelige til også at lytte til dig.

At forberede sagen: Mine tre favoritargumenter
Når du har en debat i gang, er det nyttigt at kende de argumenter, der formentlig får folk til at vakle mest. Som jeg tidligere har omtalt, findes disse hos PETA i afsnittet “Frequently Asked Questions” (FAQ) på GoVeg.com, og jeg har nogle variationer på min CD ”Veganism in a Nutshell”, der er udformet efter Carnegie’s principper. Det er ofte mere effektivt, hvis du kan give andre en vegetarstartpakke eller en video, og så tale med dem om det senere, da det giver dem tid til at få et overblik over informationen i en atmosfære, der er mindre defensiv og argumenterende.

Det er naturligvis klart, at samtalen stadig vil være din mest effektive måde, hvorpå du kan gøre dem så interesserede, at de vil læse en folder eller se en video. Så det første, du skal prøve, er at blive god til at ”tegne” et billede med dine ord. Selv om det er hårdt, er det meget nyttigt indimellem at se videoer, således at vi har industrilandbrugets mishandlinger i frisk erindring. På den måde bliver vi i stand til konkret at beskrive og komme med specifikke eksempler på rædslerne, der rutinemæssigt påføres dyrene, når folk spørger os “hvorfor er du veganer?” eller ” hvorfor er du aktivist?”. I stedet for at sige ”dyrene behandles dårligt i industrilandbrug” vil du for eksempel være i stand til at sige ”i industrilandbrug vokser kyllinger så hurtigt, at de bliver forkrøblede pga. deres egen vægt”, eller ”køer og svin får ofte deres lemmer hugget af, mens de er ved bevidsthed”, eller “dyrene nægtes opfyldelse af ethvert behov; de er spærret inde oveni deres eget møg; de læsses på lastbiler med vold; og de slagtes på den mest voldsomme og inhumane måde, som du kan forestille dig. Hvis en hund eller en kat blev behandlet sådan som landbrugsdyrene behandles, kunne alle, der medvirker hertil, sættes i fængsel for forbrydelser om dyremishandling”. 

En af de mest populære ideer, som folk har i hovedet er, at fisk, kyllinger og andre dyr er dumme og ufølsomme, så selv når de får en præsentation af den mest makabre beskrivelse af dyrenes lidelser lige i synet, er der stadig nogen, der vil sige; ”og hvad så?”. De har simpelthen ingen medfølelse overfor landbrugsdyrene, og hvis personen, som du taler med, ikke har nogen medfølelse overfor de berørte dyr, er der ingen beskrivelser af mishandlingerne, der kan få ham eller hende til at stoppe med at spise dyr. Jeg har således erfaret, at det er en meget effektiv taktik i stedet at fortælle folk om landbrugsdyrenes forskellige personlighed.

Forfatteren til bestselleren “When Elephants Weep”, Jeffrey Masson, har lige skrevet en uvurderlig bog om landbrugsdyrenes følelsesmæssige verden – ”The Pig Who Sang to the Moon”. Alle afsnit i bogen er fulde af vidunderlige anekdoter om landbrugsdyrenes personligheder, der tydeligt viser, at kyllinger, svin, får og kvæg har personlighed og intellektuelle liv, der er lige så dybe og righoldige som hundes og kattes – dyr som de fleste amerikanere aldrig kunne forestille sig at torturere og fortære.

Og jeg har også haft stort held med at berette om dyreadfærdsforskeres seneste resultater. Folk er interesserede i den kendsgerning, at kyllinger klarer sig bedre i forsøg om kognitive funktioner, som f.eks. dyrs evne til at finde vej i labyrinter eller til at lære af hinanden, set i forhold til hunde og katte, og at grise kan spille videospil mere effektivt end visse primater, og de kan lære af hinanden og indgå i samspil med hinanden på måder, der ellers kun tidligere er observeret hos primater. Der er ligeledes nye og gode videnskabelige beviser på, at fisk har hukommelse og kan bruge værktøjer, hvilket plejede at være hvad antropologer hævdede adskilte menneskene fra andre primater. Dr. Sylvia Earle, der p.t. formentlig er den førende havbiolog, siger, at ligesom hun aldrig ville spise en cocker spaniel, vil hun heller aldrig mere spise fisk. Her er en person, der burde vide det, og hun siger, at ”fisk er følsomme, de har personlighed og de har smerter, når de såres”.

Det burde selvfølgelig ikke betyde noget – det er hverken graden af intelligens eller kognitive funktion men snarere evnen til at lide, der er altafgørende. Men for mange mennesker gør det en forskel; det gør det nemmere for dem at forholde sig til dyr – ligesom de bedre kan forholde sig til dig, hvis du klæder dig ligesom dem. Så hvis du er i stand til at forklare forhold omkring dyrs intelligens og evner, vil det hjælpe folk til at se dyrene mere som deres hund eller kat, og mere som vi ser dem, og det er en meget effektiv måde at omvende folk til at være enige med bevægelsen for dyrs frihed og vegansk kost. Vi har et afsnit om disse emner på vores webside GoVeg.com, der uddyber ovenstående eksempel, og vi fortæller også om det i vores vegetarstartpakke.

Jeg taler også om grundlæggende integritet, når folk spørger mig, hvorfor jeg er veganer: jeg ønsker ikke at betale andre for at gøre noget mod dyr, som jeg ikke selv ønsker at gøre. Selvfølgelig kan vi alle bruge en eftermiddag på at skaffe vegansk mad på bordet, ikke sandt? Men kun ganske få mennesker ville alene ønske at se alle aspekter af det, der kræves for at skaffe kyllinger, fisk, svin, kvæg, mælkeprodukter og æg på bordet, og de ville i hvert fald ikke ønske at arbejde i et industrilandbrug eller et slagteri. Helt ærligt, hvem kunne tænke sig at overvære bare 15 minutter, hvor kyllinger eller andre dyr får halsen skåret over på et slagteri? Så det er nyttigt at spørge: hvor er integriteten i at betale andre for at gøre ting, som du ikke engang selv kan overvære?

Mit andet favoritargument er, at det sætter os i stand til at vælge medfølelse, hver eneste gang vi sætter os ned for at spise. Der er så megen vold og lidelse i verden, og i bund og grund er vi ikke i stand til at gøre ret meget ved det. Hvad gør jeg ved sult og AIDS i de afrikanske lande, der grænser op til Sahara? Jeg donerer nogle penge, jeg skriver breve, jeg prøver, at få regeringen til at gribe ind og give flere midler til ulandshjælpen, men alt dette er for langt væk til reelt at kunne måles. Men når jeg sætter mig ned for at spise, træffer jeg en konkret beslutning om, hvem jeg vil være i verden. Ønsker jeg at bidrage til graden af vold, elendighed og blodsudgydelser i verden, eller ønsker jeg at træffe et kærligt og medfølende valg? Personligt finder jeg det styrkende, at jeg kan føre den beslutning ud i livet, hver gang jeg sætter mig for at spise.

Afslutning: de fire vigtigste punkter
OK, jeg er næsten færdig, men jeg vil gerne efterlade dig med de fire punkter, som jeg synes, er altafgørende.

1. Når du tager din aktivisme alvorligt, skal du ikke bare arbejde hårdere, du skal arbejde mere intelligent! Overvej hvordan du kan være mest effektiv. Tag dig tid både til din aktivisme og til at blive bedre til det, som om dette er det vigtigste i dit liv. For vores aktivisme er i sandhed forskellen mellem uophørlig rædsel og frihed for dyrene, hvis liv er værre end vi nogensinde kan forestille os!

2. Alt, hvad du foretager dig, gør en forskel. Enhver, du taler med, enhver, der ser dit emblem og enhver, der ser dit klistermærke, repræsenterer en lille sejr. Jeg beder dig indtrængende om at gøre såvel de store som de små ting.

3. Brug os. Hvis du har noget, du ønsker at tale med PETA om, noget, du ønsker at brainstorme med os – hvis du f.eks. ønsker at undervise i madlavning og har brug for hjælp, hvis du har brug for hjælp for at få udsendt videoer på lokal TV, hvis du ønsker litteratur, hvis du skal snart interviewes, og du ønsker at spille rollespil – uanset hvad, så er vi her for at hjælpe. Vi er simpelthen til rådighed for alle aktivister i hele landet. Ring til os hvis vi kan hjælpe dig.

4. Indse, at vi faktisk vinder. Jeg ved, at det er let at miste modet, når vi ser videoer eller læser om et specifikt tilfælde af sadistisk dyremishandling. Men helt ærligt så vinder vi, og vi vinder med en fart, der har lysets hastighed set i forhold til alle andre tidligere bevægelser for social retfærdighed.

Når jeg undersøger de forfærdelige emner, der omtales i fagblade eller ser timevis af nye optagelser, der kan komme med i “Meet Your Meat,” er det nemt at blive fortvivlet og miste overblikket over, hvor langt vi er nået. Men i virkeligheden har vi nået rigtig meget i løbet af ganske kort tid.

Husk på, at slaveriet blomstrede på dette kontinent indtil midten af 1860’erne. Mange af dem, der lytter nu, har muligvis nulevende familiemedlemmer, der oplevede den ophedede debat i Kongressen, om hvorvidt Unionen ville gå i opløsning, hvis disse irrationelle væsner – kvinderne – fik indflydelse på regeringen i 1920. For hundrede år siden var der ikke en eneste lov i dette land, der forbød børnemishandling. Ikke én eneste. Dit barn var din ejendom lige som din ko. Og sådan kan listen fortsættes.
 
For at få et endnu bredere historisk perspektiv bør vi huske på, at Sokrates, som er faderen til alle filosofiske tanker, underviste for mere end 2500 år siden – det er 25 gange så lang tid siden som da USA forbød børnemishandling. Shakespeare, som til stadighed er vores mest opførte skuespilforfatter, skrev for 500 år siden – mere end tre gange så lang tid siden som da vi forbød slaveriet.

Jeg nævner ikke dette som en lektion i historie, men mere for at understrege, hvor hurtigt ting ændrer sig. For ikke så lang tid siden – blot et historisk øjeblik – mente samfundet at vide med sikkerhed, at slaveri var naturligt, at kvinder og børn var ejendom og mange flere ting, der er det modsatte af, hvad vi tror på i dag. Selv om det er svært at forestille sig det, var de 100 % sikker på at disse ting – der nu er moralsk bandlyste - var den rene skinbarlige sandhed.

Naturligvis er udfordringen ikke at sige; ”hey, se, hvad disse moralsk tilbagestående mennesker gjorde mod hinanden for 100 år siden”. Udfordringen er at sige; ”hvad gør vi i dag, som fremtidige samfund vil se tilbage på med rædsel og skam?”

Det, som vi gør mod andre dyr i dag, er den moralske ækvivalent til det, som vi gjorde mod andre mennesker for så kort tid siden. Jeg er enig med Leonardo da Vinci i, at i fremtiden vil samfundet se tilbage på det, som vi gør mod dyrene med samme skepsis og voldsomme reaktion, som vi nu forbeholder os ret til at mene om, hvad folk gjorde mod andre mennesker for et historisk øjeblik siden.

Tænk et øjeblik på hvor langt vi er nået: i maj 2003 foretog Gallup en opinionsundersøgelse, og de fandt ud af, at 2/3 af alle amerikanere mener, at vi bør have strenge love til at beskytte landbrugsdyr mod mishandling, og 96 % mente at de burde have en vis beskyttelse. Disse industrier, der mishandler dyr, vil ikke for altid være i stand til at holde stand overfor den offentlige mening.

Forholdene ændrer sig virkelig: frem til 1990 var der ét initiativ til en afstemning om dyrebeskyttelse, der blev vedtaget på statsniveau – kun ét! Siden 1990 har vi vedtaget flere end 20.

Aktivismen for dyrene i den industrialiserede del af verden har aldrig været mere stærk eller mere effektiv. Vi har flere og flere mennesker, der går rundt på gaderne og viser, hvad der sker i industrilandbrugene og i slagterierne, og de har en seriøs opfattelse af behovet for ikke kun at være aktive, men også at være så effektive og fokuserede som muligt. Internettet gør vores kamp endnu mere effektiv, og f.eks. får PETA herigennem mulighed for i løbet af et år at give vores vegetarstartpakke til mere end 200.000 forskellige enkeltpersoner, som har bedt om den via online ordrer. Og jeg kunne fortsætte.

Jeg er sikker på, at dyrenes frihed bliver vor tids ubetinget vigtigste moralske spørgsmål i USA pga. antallet af dyr og omfanget af deres lidelser samt de stupide og grådige årsager til, at de påføres så rædselsfulde lidelser med vilje. Jeg tror fuldt og fast på, at vores fokus skal være på at ende lidelserne og døden så hurtigt og effektivt som muligt.

Det 18. århundrede så begyndelsen på vort demokratiske system. Det 19. århundrede afskaffede slaveriet i den industrialiserede del af verden. Det 20. århundrede afskaffede børnearbejde, gjorde børnemishandling strafbart, gav kvinder stemmeret og gjorde de sortes rettigheder mere vidtrækkende. Hvis vi alle gør så meget, som vi kan, VIL det 21. århundrede blive det århundrede, hvor dyrene får deres frihed.

Jeg er dybt beæret over at være en del af denne bevægelse sammen med dig, og jeg vil gerne takke dig for din tid og din opmærksomhed.