Animals Were Harmed in the Making of this Motion Picture

21 November, 2012

I går kunne Anima bringe nyheden om at 27 dyr mistede livet under produktionen af Peter Jacksons Hobbitten. Desværre er dette på ingen måde et enestående eksempel og Hobbitten er blot den seneste i rækken af film, hvor dyrenes trivsel nedprioriteres.

LÆS OGSÅ: FLERE DYR MISTER LIVET UNDER INDSPILNINGEN AF HOBBITTEN

Mange er bekendt med beskeden ”No Animals Were Harmed in the Making of this Motion Picture” som man ofte ser i rulleteksterne efter en tur i biografen. Det er organisationen American Humane Association (AHA) der er ansvarlige for at føre dette tilsyn, der sikrer at ingen dyr led overlast under indspilningen af den pågældende film.

Men dette system har en hel gennemgående fejl, som senest kom til udtryk i forbindelse med produktionen af Hobbitten. AHA er netop kun ansvarlige for at føre tilsyn under selve indspilningen af den pågældende film. Hvad angår Peter Jacksons film mistede dyrene livet på grund af kritisable forhold i forbindelse med opstaldningen og den generelle forplejning af dyrene.

Dette rejser en generel kritik af dette system, da talløse dyr potentielt kan blive lemlæstet eller dræbt uden nogen konsekvens, så længe det ikke foregår for rullende kamerarer. Derfor vil Hobbitten sandsynligvis i sidste ende stadig få det godkendende stempel fra AHA. 

Seth MacFarlane, der er kendt som en af skaberne af den animerede serie Family Guy udtalte sig om sagen via Twitter: Jeg er glad for at dyrepasserne på Hobbitten står frem med denne sag om dyremishandling. Det er en decideret epidemi i Hollywood, som får alt for lidt medieopmærksomhed. Det er på tide der sættes ind på dette område

STØT ANIMAS ARBEJDE: BLIV MEDLEM I DAG

Hobbittens instruktør Peter Jackson og filmens producere Warner Bros. fraskriver sig i denne sag ansvaret totalt med det argument at ingen dyr afgik ved døden on set.

Denne sag er et eksempel på hvordan mennesker har en tendens til at bagatellisere dyrs trivsel og behov når de modvilligt indgår i en produktion af den ene eller den anden art. Selv dyrene i underholdningsbranchen har ret til at der udvises hensyn over for dem.