Dyrepoliti vinder frem i Norge

8 December, 2015
Sverige har gennem en årrække haft et dyrepoliti i Stockholm, og  succesen med ordningen betyder, at den langsomt har spredt sig til flere  dele  af  landet. Nu har også Norge fået deres første dyrepoliti og vi har taget pulsen på den nye enhed, som kan være et forbillede for et dyrepoliti i Danmark.

NORGES DYREPOLITI
De 3 betjente i Norges første dyrepoliti stiller sig op foran politistationen i Trondheim med store smil. De brænder for at gøre en forskel for dyrene og nu har de fået et rygstød med enorm opbakning fra landets politikere. Det er tydeligt at se stoltheden i deres øjne og en smittende entusiasme  om  det  pionerarbejde,  som de  skal  begynde  på.  Deres  arbejde  er  i første omgang et forsøg, der skal bevise hvor vigtig ordningen er. Flere af landets ministre er også på plads, da betjentene møder pressen.

- Dyr er hjælpeløse i kløerne på nogen, der udøver vold, de er afhængige af at nogen ser dem og af at de som har begået volden får deres straf. Det er også vigtigt at hæve strafniveauet. Til de som måtte mene, at dette  tiltag  er  en  fejlprioritet,  så  vil  jeg understrege, at dette også er et forebyggende tiltag i kampen mod vold mod mennesker, fortæller landbrugsminister Sylvi Listhaug.
 
Selvom betjentenes arbejde til en start er på forsøgsbasis understreger justitsminister Anders Anundsen, at det var vigtigt for ham, at det ikke blot bliver et pilotprojekt. Betjentene skal opbygge viden, så de kan fungere som et kompetencecenter. Så kan de erfaringer der høstes bruges, når der forhåbentlig  skal  oprettes  et  dyrepoliti  i resten af landet.

DEN FØRSTE MÅNED
Den nye enhed for dyrekriminalitet dækker politikredsen Sør-Trøndelag, hvor der bor omkring en kvart million mennesker.

- I første omgang skal vi sikre gode arbejdsgange  i  etaten.  Når  politiet  opdager dyremishandling i situationer med anden kriminalitet, skal man reagere i forhold til dyrene også“, siger koordinatoren Martin Rønning, der mener det er vigtigt, at betjentene arbejder bredt.

-Det er vigtigt for os, at dyrepolitiet skal være for alle dyr familiedyr,  produktionsdyr og  vilde  dyr, alle skal have lige værdi.
 
SAGEN OPKLARET
Kort tid efter enhedens oprettelse får de deres første alvorlige sag. En 19-årig har tortureret og dræbt katte. Sagen bliver opklaret og under forhøret tilstår han at have voldsfantasier om både dyr og mennesker. 

Dermed  bliver  en  uhyggelig  forbrydelse opklaret  og  sagen  bekræfter  samtidig forbindelsen mellem vold mod mennesker og dyr. At  dyrene  får  deres  egen politienhed markerer en vigtig holdningsændring, og forhåbentlig  vil forsøgsordningen blive permanent.

Norges skridt er en stor sejr i arbejdet for et samfund, der respekterer dyr, og tager dem  alvorligt.  Men  der  er  stadig  meget arbejde, inden vi ser et lignende resultat i Danmark. Det er den sag, som Anima taler hver eneste dag og som vores kampagne for et dyrepoliti skal være med til at få helt i mål.