I årtier er vi blevet fortalt romantiske historier om, hvordan de dyr, der opdrættes til kød, lever gode og lykkelig liv. Glade grise på grønne marker fylder kødpakkernes emballage, ligesom at køer og kalve kæler op og ned af hinanden på mælkekartonerne i køledisken. Det eventyr kunne ikke være fjernere fra virkeligheden.

 

 

Det danske landbrug består i dag af industrielle dyrefabrikker. I takt med at befolkningen spiser mere kød, bliver dyrene ofre for den tilsvarende øgede produktion. 

 

Landbrugsdyr som køer, grise og kyllinger ses som maskiner frem for levende væsner, og industrien, der profiterer på dem, hævder ofte, at de problemer, som kommer frem i medierne, er enkeltstående tilfælde og hurtigt vil blive rettet op. Det har desværre lige så ofte vist sig at være spil for galleriet. 

 

Den intensive produktion er kun mulig, hvis dyrene tilbydes meget dårlige vilkår, og den mishandling, de udsættes for, er det, som gør produktionen profitabel. Et eksempel på industriens løgne er skuldersår, hvor grise kan få sår helt ind til knoglen, fordi de ikke kan bevæge sig. Ligesom mennesker kan få liggesår.

 

I 2003 sagde leder for svineavlerne, Orla Grøn Pedersen, blandt andet at “Nu skal der ryddes op. Vi forventer, at problemet med alvorlige skuldersår er løst i alle besætninger om maksimalt tre måneder”. 

 

Men der blev aldrig ryddet op. I 2014 fandt Fødevarestyrelsen skuldersår hos 94 procent af landets svinebesætninger.

 

 

Et andet eksempel er slagtningen af kyllinger. Dyreetisk Råd bemærker, at “ved bedøvelse af slagtekyllinger og ænder forekommer det jævnligt, at dyr kommer op af bedøvelseskarret tilsyneladende ved fuld bevidsthed”. Der er betydelig diskussion om, hvorvidt bedøvelse gør fuglene bevidstløse, og det er muligt, at stødet blot er en “voldsom, smertefuld oplevelse”.

 

Danske dyrlægers fagtidsskrift skriver, at bedøvelse af fjerkræ i elektrisk vandbad med efterfølgende automatisk overskæring af dyrenes hals er problematisk “... idet nogle af dyrene kun passerer forbi uden at være ordentligt stukket, således at de afbløder, men vågner inden de nedsænkes i skolde-karret”. Således bliver dyr kogt levende.

 

 

Kyllingernes skæbne er en sørgelig påmindelse om, at dyrene i landbruget, uanset hvordan de har det, ender deres dage under forhold, som de fleste mennesker er nødt til at distancere sig fra for at kunne nyde bøffen på tallerkenen. Det gælder også for de mennesker, som udfører arbejdet.

 

Mange stopper i landbruget, fordi de ikke kan holde dyrenes forhold ud. Her fortæller Lasse, en tidligere svinearbejder, om sine erfaringer:

 

“Jeg har set en so, der havde jokket på en smågris. Den lille gris havde åbent benbrud. Den var kold og bange, og heller ikke der blev den behandlet human.

 

Man bliver bedt om at tage dem i bagbenene og derefter svinge dem i gulvet, hvorved man knuser kraniet på dem, og dét foregår alle steder. Dyrene får ikke lov til at være dyr. De fungerer nærmest som en slags fødemaskine for bønderne.

 

Jeg kan fortælle om mange uhyrligheder fra bare én stald. At arbejde med disse ting nedbrød mig så meget psykisk og fysisk, at jeg aldrig kan besøge en svinefabrik igen.”