I årevis har pelsindustrien fortalt verden, at karakulpels (en form for lammepels) - også kaldet astrakhan eller persisk lam - er biprodukter fra kødindustrien. Det hævdes også, at de mest eftertragtede pelse - som på sygelig vis er taget fra ufødte lam - bliver lavet på baggrund af naturligt forekommende spontane aborter hos får.

Det vil næppe komme som en overraskelse for nogen der har hørt pelsindustriens salgstaler i de seneste år, at en ny undersøgelse fra den amerikanske organisation the Humane Society of the United States har afdækket, at sandheden forholder sig noget anderledes.

Karakul er navnet på en særlig art får, hvis lam har en meget eftertragtet pels. De er i stand til at overleve i ekstreme temperaturer, både høj varme og frysende kulde. Historisk set er moderlandet for produktion af karakulpels Uzbekistan, men det produceres også over hele Centralasien, Afghanistan og Namibia. Karakulfår er i stand til at få unger på alle tider af året og bliver kunstigt befrugtet med andre får, for at pelshandlerne kan sikre, at pelsens farve matcher det resultat de ønsker. Den præcise dato og tid for den kunstige befrugtning bliver timet for at sikre det mest fordelagtige tidspunkt at slagte fårene på, når de skal gøres drægtige for sidste gang.

Skindet fra et nyfødt karakullam kan give en god pris, men det er skind fra fostre fra lam, der er mest værd, og ofte dobbelt så meget, som fra nyfødte.

Karakulpels er meget populær i modeindustrien for tiden. 30 dage inden deres naturlige fødsel er pelsen meget glat og kan anvendes til dyre tasker, hatte, handsker og endda badedragter. Fra 10 til 15 dage inden deres naturlige fødsel er pelsen silkeagtig, flad og let med en bølget tekstur og et lysende skind. Fra 1 til 3 dage gamle nyfødte lam er pelsen tæt krøllet og skinnende. Værdien af pelsen falder betydelige, når disse krøller begynder at folde sig ud.

Hunfåret får mellem 3 til 5 lam i løbet af sit liv, og alle på nær det sidste tages fra hende, de er skræmte og næsten ikke i stand til at stå, og få dage efter fødslen bliver de slagtet. Ifølge uafhængig forskning har karakulfår et stærkt flokinstinkt og er meget beskyttende og opmærksomme mødre, så det må være forfærdeligt oprørende for karakulmødre. Efter at være blevet slagtet og flået bliver de små lams kroppe smidt væk, hvilket viser, at det er en løgn, at pelsen er et biprodukt af kødindustrien.

Det følgende stammer fra HSUS's undersøgelse af industrien. HSUS' medarbejdere overværede i farlige lande som Uzbekistan og Afghanistan, hvordan man slagter karakulfårene. Det er ikke let at læse, men endnu værre for de dyr, som oplever de barbariske metoder på egen krop:

Slutningen på hunfårets drægtighedsperiode er barbarisk. Hun slæbes ind i slagterummet, skubbes ned på gulvet og holdes fast mens hun ligger på ryggen. Hendes hals skæres over uden nogen form for bedøvelse. Herefter skæres der dybere ind i hendes hals, inden hovedet rykkes af. Et par minutter senere bliver hendes nu hovedløse krop placeret i en vuggeagtig struktur, og de vilde bevægelser fra fårets livmoder fortsætter fra det ufødte lam. Når bevægelserne ikke længere er synlige, bliver fåret lænket, hejset op i luften og dyret bliver flået. Livmoderen bliver herefter revet op og det døde eller døende foster bliver fjernet.

Omkring 4 millioner karakulskind bliver hvert år brugt i modeindustrien, og ligeså mange drægtige får bliver dræbt for at skaffe disse, så der i virkeligheden dræbes 8 millioner dyr for at skaffe pelse. De fleste designere, som anvender pels bruger også karakul, men der findes også de, som ikke ville bruge pels, men stadig tror, at karakul ikke er forskelligt fra f.eks. læder eller ruskind, og bruger pelsindustriens eget biproduktargument. Desværre er mange forbrugere sikkert blevet narret til at tro det samme.

For at stoppe handlen med karakulpels kan du:
Spred budskabet til så mange folk du kan - særligt mennesker, som måske overvejer at købe karakul/astrakhan/persisk lammepels. Fortæl dem hvordan pelsen bliver produceret, og at det ikke er et biprodukt af pelsindustrien.

Hvis du ser pels til salg i forretninger - selv genbrugsforretninger - så klag til bestyreren.

Hvis du ser karakulpels nævnt i en avis, i et modeblad eller nogen anden del af pressen, så skriv et brev og bed dem offentliggøre fakta, om hvordan pelsen bliver produceret og bede deres læsere om ikke at købe det.