Mange har det indtryk at sæljagt udføres af eskimoer der med stor respekt for dyr og natur udøver det eneste erhverv, som kan sikre deres overlevelse. Intet kunne være længere fra sandheden, når det gælder verdens største sæljagt - den canadiske. Her er sæljagt en kommerciel og statsstøttet forretning, hvor sæler dræbes brutalt for pelsindustriens marked. Jagten resulterer i dyremishandling og er ikke bæredygtig. Derfor arbejder Anima sammen med dyreværnsgrupper over hele verden på at informere om jagten og redde sælerne. Her kan du læse mere om alle aspekter af sæljagten.
I 2002 godkendte Canadas fiskeriminister, Robert Thibaul, nedslagtning af mere end 1 million sæler i løbet af de følgende 3 år. 2002 og 2003 har budt på de mest brutale sæljagter i mere end 35 år. Ca. 325.000 sæler dræbes hvert år, og nye undersøgelser viser, at op til 42% bliver flået levende.
Vidneudsagn fra sæljægere der blev afhørt af Canadas fiskeriministerium, er kommet i vores besiddelse gennem aktindsigt. Her afslører de selv den ufattelige grusomhed der finder sted under jagten. Jægerne fortæller bl.a. om den almindelige praksis at flå gravide hun-sæler for derefter at kaste deres levende fostre i vandet, hvor de drukner. Samtidig har dyreværnsorganisationer samlet mange timers videooptagelser, der dokumenterer disse lovovertrædelser uden en eneste sigtelse er blevet rejst.
De åbenlyse beviser for den systematiske mishandling har ikke fået den mindste reaktion i Canada, som i stedet har udnævnt den største fortaler for sæljagten til minister for naturressourcer. Under en debat om sæljagten udtalte ministeren John Eddaf i Newfoundlands parlamentet:
Jeg ville gerne se de seks millioner sæler, eller hvor mange der nu er derude, dræbt og solgt, eller destrueret eller brændt. Jeg er ligeglad med hvad der sker med dem. Jo flere de dræber, desto bedre kan jeg lide det.”
Den canadiske regering har ingen respekt for sælerne, og i 2002 afholdt fiskeriministeriet en konference om sæljagten for at udvikle en ny langsigtet strategisk plan for jagten. Men konferencen var spil for galleriet, og samtlige dyreværnsorganisationer og al debat om dyrevelfærd blev udelukket.
Efter denne konference er det klart, at Canada planlægger følgende:
- Tillade slagtning af nyfødte babysæler helt ned til 5 dage gamle.
- Nedslagtning (udryddelse) af alle sæler i flere regioner – muligvis ved at drukne dem i fiskenet (en utrolig inhuman metode, som har været ulovlig i flere år).
- Bringe store industriskibe tilbage til jagten (industriskibene reducerede sælpopulationen med 2/3 i 1970erne).
Med disse tiltag bringer Canada sæljagten tilbage til det tidlige 1900-tal I forhold til overgreb på dyr og antallet af dyr som slagtes. Verdenssamfundet har brug for at vise Canada, at man ikke kan tilsidesætte den globale opinion og tillade dyremishandling, der burde være afskaffet for længe siden.