På grund af deres smukke pels opdrætter og dræber man hvert år millioner af pelsdyr. De mink, ræve, hunde, katte, kaniner, oddere, chinchillaer, muldvarper og mange andre dyr som er så uheldige at blive født på en pelsfarm vil gennemgå et liv, hvor selv deres mest basale behov bliver frustreret.

Danmark er verdens største producent af minkskind, og hvert år dræbes omkring 17 millioner mink, hvilket udgør omkring 40% af den samlede verdensproduktion. De fleste skind eksporteres til Asien eller syd-europa. Pels-dyrefabrikker er altså en stor forretning, og dyrene presses så hårdt som muligt for at skaffe farmeren profit. Selvom en minkpels er dyr, så betales den virkelige pris af dyrene og miljøet.

Pelsavl forbudt i flere EU lande
Lande som England og Østrig har derfor allerede forbudt pelsdyravl og lande som Holland, Sverige og Norge har taget skridt for at stoppe pelsdyravl. Du kan gøre din del for dyrene ved ikke at købe pels og ved at informere andre om, hvordan pelsdyrene behandles. Se en oversigt over hvilke EU lande der er igang med forbud

Pelsavl og miljøskandaler
Minkavl er også en miljøfarlig industri, der anvender tungmetaller, og dumper store mængder gødning, som bl.a. forårsager iltsvind. Det er således også ulovligt at markedsføre pels som miljøvenligt, hvorfor industrien altid bruger egentligt betydningsløse omskrivninger, ved f.eks. at kalde pels naturlig. Den eneste tilgængelige undersøgelse viser desuden, at falsk pels forurener langt mindre end ægte.  Meget sigende har Erik Ugilt Hansen, (pelsformanden der gik af efter Animas afsløring af mishandling på hans minkfarm) modtaget den største miljøbøde i Danmarkshistorien.