De Glade Ostebrød
Smækre lækre veganske ostebrød – med al den fylde, fedme og smag, du kan ønske dig. Ren guf med garanteret nydelse i hver eneste bid!
Prøv dem som en nem og hurtig snack i sig selv eller som tilbehør til løgsuppe!
Ingredienser:
- 3 grove pitabrød (rugbrødsskiver eller halverede boller kan også bruges)
- 150 g madagaskartofu (eller en anden slags tofu, meget gerne røget)
- 1¼ dl neutral sojamælk
- ¼ dl rapsolie
- 1 spsk. citronsaft
- 1 spsk. majsstivelse
- 1 spsk. sennep
- ½ spsk. tomatpuré
- 1 spsk. gærflager
- urtesalt
- olie til stegning
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180°.
Smuldr tofuen og steg den i lidt olie på en pande ved middelvarme i ca. 10 min. Drys med urtesalt.
Hæld sojamælken i en gryde, og varm den op til lige under kogepunktet. Hæld rapsolien i, mens du pisker med et piskeris. Tilsæt herefter citronsaften, og pisk stadig. Tilsæt majsstivelse, sennep, tomatpuré og gærflager, og pisk det hele godt sammen. Blandingen bringes kortvarigt i kog, så den tykner, smages herefter til med urtesalt og tages af blusset.
Hæld tofuen over i gryden, og bland det hele godt sammen.
Læg de tre pitabrød (de skal ikke skæres over eller deles endnu) på en bageplade med bagepapir, og fordel tofublandingen ligeligt på dem.
Bag brødene i ovnen i ca. 10 min. Lad dem køle af i et par minutter, og skær dem herefter i 4-6 stykker hver.
P.S.:
Hvorfor er ostebrødene glade? Naturligvis fordi de er veganske og dyrevenlige.
Læs mere om Mælkeindustrien.