Kransekage

1
stk
Sværhedsgrad: 
Almindelig

Jeg vil ønske alle, der læser med på Animas madblog, et rigtig godt nytår! Nytåret kan passende fejres med denne kransekage, der smager bedre end de færdigkøbte. Den er velegnet til frysning.

500 g marzipan
100 g sukker
30 g hørfrøslim*

mørk chokolade (ca. 50-100 g)
flormelis


* 30 g hørfrøslim erstatter 1 æggehvide. Slimen laves ved at koge 50 g hørfrø op med 400 ml vand. Vand og hørfrø skal kun lige op at koge, og derefter skal det køles af. Når det er afkølet, sies hørfrøene fra, og kun slimen bruges. Denne portion giver 160 g hørfrøslim, men resten kan f.eks. fryses eller gemmes i køleskabet.


Ælt marzipan, sukker og hørfrøslim godt sammen. Brug evt. en foodprocessor. Stil dejen i køleskabet et par timer eller put den i fryseren, hvis det skal gå hurtigt.

Når dejen er blevet kold, rulles den ud til seks “pølser” på henholdsvis 8 cm, 12 cm, 16 cm, 20 cm, 24 cm og 26 cm (se billede). Derefter formes de til kranse (se billede) og bages ved 225 grader alm. ovn i cirka 10 minutter. Brug to bageplader oven på hinanden for at forhindre, at kagerne bliver brændte i bunden. Vær meget opmærksom på bagetiden og tag kransene ud, når de er blevet gyldne. Lad dem køle af, før du flytter dem! (Kransene er bløde, når de er varme, og knækker let).

Chokoladen smeltes i et vandbad (put vand i bunden af en gryde og put en skål ned i vandet. Put chokoladen i skålen og lad langsomt vandet koge op, hvilket får chokoladen til at smelte). Når kransene er kølet af, pensles bundene med den smeltede chokolade (se billede).

Når chokoladen er størknet, er det tid til at pynte kransene med glasur. Lav en tyk glasur af flormelis og lidt vand. Put glasuren i en frysepose og klip et lille hul i det ene hjørne af posen. Hver krans dekoreres med glasur i et zik-zak-mønster, og når glasuren er stivnet stables kransene, og kagen er færdig.