Grøntsagsglade deller

14
stk
45
Sværhedsgrad: 
Nem

Disse grøntsagsdeller er for de grøntsagsglade. Dem der elsker de sprudlende, flotte grøntsagsfarver og alle de vitaminer og den energi, der kommer fra grøntsagerne. Dem som gang på gang køber grøntsager hjem i så store mængder, at de ender med at stå og presse grøntsager til juice for at nå at bruge det hele.

Det her er opskriften på frikadeller lavet på den pulp, der er tilbage fra gulerødder og rødbeder, når du har lavet grøntsagsjuice!

Ud over pulpen fra enten gulerødder eller rødbeder skal du kun bruge løg, mel, salt og peber. Det er rasende nemt. Når du bruger pulp fra grøntsager, får du deller med en anden konsistens, end hvis du f.eks. bruger revne gulerødder eller rødbeder. De bliver tættere, mørere og bare mere mums. De hænger supergodt sammen og opfører sig eksemplarisk på panden.

Ingredienser:

  • 300 g pulp fra gulerødder eller rødbeder, sorter evt. større dele fra
    (jeg foretrækker i øvrigt, at rodfrugterne skrælles, inden de juices)
  • 120 g finthakket løg
  • 75 g mel, f.eks. sigtet speltmel
  • urtesalt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skal der ingen væske i?
Hvis du som jeg har en juicer, der ikke laver knastør pulp, men snarere pulp der stadig er lidt fugtig, så skal du ikke tilsætte væske. Har du derimod en slow juicer, der trækker al væske ud af grøntsagerne, kan det godt være, at lidt væske er nødvendigt.

Bland pulp, løg og mel godt sammen, og krydr det godt. Husk på at farsen skal smage, som du vil have, at det endelige resultat skal smage, så krydr farsen, til den har det saltniveau, som du kan lide. Form farsen til ca. 13-14 deller.

Opvarm en sliplet pande på varmeblus 3-4 ud af 6. Put en lille smule olie på panden, og steg dellerne, til de er brunede på begge sider. De må gerne få 10-15 min. samlet set, da de så bliver rigtig dejligt møre.