Drømmeagtig daddelchokolade
Tro mig, denne chokolade er uden sammenligning! Den er afprøvet på voksne og børn, familie, venner og kolleger, folk med sød tand, folk uden sød tand, you name it – den er en sællert!
Nyd denne godte, når trangen til noget chokoladeagtigt er over dig! Den er især oplagt til julens konfektbord, for den smager lidt ligesom iskonfekt.
Ingredienser:
- 70 g usaltede cashewnødder, fintmalede
- 100 g udstenede dadler, hakkede
- 80 g kokosolie
- 15 g usødet kakaopulver
- 30 g kokosmel
Fremgangsmåde:
Tjek at der ikke er rester af sten i dadlerne. Put alle ingredienserne undtagen kokosmelet i en skål, og bland det godt sammen. Blend det hele grundigt med en stavblender, til massen er blød og nogenlunde ensartet. Måske du undervejs er nødt til at skrabe massen ud fra kniven, hvis det sætter sig fast. NB: Vær blid ved din stavblender og giv den evt. en lille pause undervejs. :-)
Hæld kokosmelet i, og bland det hele godt sammen. Hæld massen i en plastikform – gerne en aflang firkantet én (så kommer det nemlig til at ligne en rigtig plade chokolade!). Put det i køleskabet, og lad det afkøle helt (vigtigt!). Det tager et par timer. Man kan også putte det i fryseren, hvis det skal gå hurtigere. Tag chokoladen ud af formen, og skær i stykker med en kniv. Serveres med tandstikker – lige til at stikke i!
TIP!:
Læg stavblenderen væk, og hak derimod dadler og cashewnødder fint i hånden, inden de øvrige ingredienser røres i. Tilsæt så 1 tsk. finthakket appelsinskal (skal være økologisk!). Resultatet er en knasende sprød chokolade med en guddommelig smag af orangekrokant.