GRØN pesto
Jeg savner den frisk uden for sæsonen, hvor jeg også har svært ved at finde den på frost. Til gengæld glæder jeg mig over, at når den er i sæson, og det er den NU, er det en frisk, lokaldyrket og bæredygtig fødevare jeg får lov til at lege med i mit køkken. Mange mennesker ved ikke hvad de skal stille op med den i rå tilstand, udover når de måske bruger den til til jul, og det er ærgerligt, for det er virkelig en lækker og SUND sag. Faktisk indeholder den næsten dobbelt så meget knoglestyrkende calcium som komælk, og mere end dobbelt så meget c-vitamin som appelsiner. Ja, måske har du nu regnet ud, at jeg selvfølgelig taler om den super fantastiske og velsmagende, grønkål!
Grønkål er fantastisk i suppe. Jeg laver nok til flere dage eller til fryseren, og suppen bliver kun bedre af det. Jeg bruger også grønkål i smoothies sammen med banan, en sjat plantemælk og frosne bær, eller jeg laver grøntkålschips af den! Når man først får smag for grønkål, og får øjnene op for dens mange anvendelsesmuligheder, er der ingen vej tilbage. Her får du en opskrift på en grøn pesto du nok hurtigt skal få gjort kål på. Den er svimlende lækker og let at lave!
50 g. grønkål
50 g. mandler
1 dl koldt vand
3 spsk olie eller ½ avokado
4 spsk. citronsaft
3 spsk. gærflager
3 fed hvidløg
1 knivspids karry
1 ½ tsk. havsalt
Fremgangsmåde
Blend alle ingredienserne til en smuk grøn pesto! Grønkålen giver en lidt grovere konsistens end hvis du bruger f.eks basilikum, rucola eller spinat. Hold evt. lidt igen med salt og citron, og smag til efter du har blendet pestoen. Jeg foretrækker den meget smagfuld! Gærflagerne kan undlades, men giver en “ostet” smag.
Spis den på brød, f.eks med avokado, brug den som dip til gnavegrønt, som dressing i pitabrød, i en pastasalat eller som tilbehør til risretter.