Kartoffelsalat med mango og dild

2
person(er)
30
Sværhedsgrad: 
Nem

Denne salat er ikke mindre end perfekt til grillmad, og den har den fantastiske evne, at den kan stjæle al opmærksomhed fra den øvrige grillmad! ...også når flere i selskabet er altspisende.

400 g. kartofler
1 moden mango
½ bundt frisk dild
2-3 soltørrede tomater
2 spsk. koldpresset olivenolie
2 spsk. friskpresset citronsaft
1-2 fed presset hvidløg
2 tsk. sennep (gerne dijon)
½ tsk. karry
Salt og peber
En lille håndfuld ristede græskarkerner
Evt. lidt rucola salat
Evt. et par spsk. finthakket løg

Kog kartoflerne i god tid. Kartoffelsalaten bliver bedst hvis kartoflerne er nykogte, men let afkølede. Sørg for at salte kartoflerne godt! Specielt hvis du anvender kartofler med skræl på. Der skal mere salt i vandet end du tror, men resultatet bliver nogle meget bedre spisekartofler. Det hjælper ikke at tonse en masse salt hen over nogle undersaltede kartofler, så husk – godt med salt i kogevandet!

Når kartoflerne er afkølede, skæres de i store tern. Skær også mangoen i tern. Lav derefter marinaden af olie, citron, hvidløg, karry, sennep, dild (tørret kan bruges, men frisk er bedst), salt og peber. Tilsæt skiveskåret soltørret tomat samt mangotern, hæld marinaden ud over kartoflerne, og bland forsigtigt kartoffelsalaten.

Til sidst drysses kartoffelsalaten med tørristede græskarkerner og lidt flagesalt.

Velbekomme og god grøn sommer!