Små sprøde spinattærter

4
person(er)
Sværhedsgrad: 
Almindelig

Prøv disse veganske spinattærter, når du rigtig vil imponere med en lækker forret! De er bedst når de kommer lune lige fra ovnen. God fornøjelse!

Tærtedej:
60 g. koldt vand
40 g. god olivenolie
1 tsk. havsalt
55 g. grahamsmel
90 g. hvedemel

Kartoffelfyld:
100 g. aubergine i tern
1 lille finthakket løg
2-3 kogte kartofler
1 tsk. havsalt
Friskkværnet peber

Spinat stuvning:
ca. 200 g. helbladet spinat
1-1 ½ dl. sojafløde
1 tsk. Marmite
ca. 2 spsk. Nutritional Yeast/gærflager (kan undlades)
1 fed presset hvidløg eller 1-2 tsk. hvidløgspulver
En knivspids røget paprika
½ tsk. havsalt eller urtesalt
Frisk revet muskatnød
Friskkværnet peber

Start med at tænde ovnen på 250 grader. Lav derefter tærtedejen. Den er hurtig at samle og skal blot rulles tyndt ud lige efter. Brug en skål eller et stort krus til at stikke runde plader ud af dejen, og placer dem i en muffinform med 12 huller. Tryk dejen op af kanten af muffinformen hvis dejen ikke dækker helt. Slut af med at prikke en masse huller i dejen. De skal bage i 10-15 min afhængig af hvor tyk tærten er. Forbered dernæst kartoffelfyldet og spinatstuvningen.

Steg aubergineternene ved svag varme til de får en gylden farve og bliver bløde. Tilsæt det finthakkede løg og lad det stege med de sidste par minutter. Kartoflerne koges og moses med en gaffel og tilsættes til sidst i processen. Krydder kartoffelfyldet med salt og peber og sæt det til side.

Ingredienserne til spinatstuvningen kommes i en gryde og koges op. Smag evt. til med mere salt eller peber.

Når de små tærter er færdigbagte tages de ud af muffinformene og lægges på en bageplade med bagepapir. Fyld først kartoffelblandningen i bunden af tærten og læg derefter et par spsk. spinatstuvning oven på hver tærte. Slut af med at fordele væden fra spinatstuvningen i hver tærte. Bag dem i 5-10 min ved ca. 200 grader midt i ovnen.