Vi har tidligere bragt en række artikler om dyrs følelsesliv og fortsætter her serien med et interview med forskeren Marc Bekoff. Bekoff har længe været kendt som en forsker med stor integritet, som kompromisløst har formidlet banebrydende ideer om dyrs følelser og evner - uanset hvor stor modstand han igennem årene har mødt.

Den svenske biolog Mikael Mildén har talt med Marc Bekoff om, hvordan det er at være forsker inden for dyreadfærd og samtidig være aktivist.

Jeg møder Marc Bekoff på et Hotel i Skara i Sverige. Her er han for at holde et oplæg på Sveriges landbrugsuniversitet. Han skal snart videre til Finland, og der er stor efterspørgsel efter hans viden i hele verden. I sin nye bog, ’The emotional lives of Animals’, præsenterer og sammenfatter Marc Bekoff forskningsresultater om dyrs følelsesliv. Men hvad ved vi egentlig om, hvad dyr føler? Ganske meget viser det sig, og hans bog former sig som et argument mod tidligere tiders videnskabskultur, hvor det var forbudt at anvende ord som rædsel, glæde eller vrede, når man beskrev et dyrs reaktioner.

Ikke alene er Marc Bekoff kendt og respekteret i forskerkredse, han er også  aktiv i kampen for dyrs rettigheder.

Hvordan hænger det sammen, og hvordan ser de andre forskere på dig?

Min forskning er blevet godt

modtaget. Jeg bliver udgivet og har fået flere priser for min forskning. De andre forskere undrer sig over, hvorfor jeg kæmper for dyrene, men jeg tror, at de fleste tolererer mig nu.

Det har dog ændret sig meget i løbet af de sidste 15 år. De andre forskere ved nu, at jeg ikke forsøger at stoppe deres forskning. Altså, egentlig ville jeg gerne stoppe en masse af den, men de ved jo, at det ikke kommer til at ske.

Hvordan arbejder du?

Det handler om ikke at få de andre forskere til at føle sig truede eller at gå i defensiven, for så kan man ligeså godt stoppe med at forsøge at forandre deres holdning. Hvis man vil vise dyr omsorg, så må man også gøre det mod mennesker - selv ens fjender. Så ved jeg, at de kommer til at lytte
en dag.

Marc Bekoff mener, at det frem for alt er vigtigt at vælge sine kampe, hvis man vil prøve at overleve som en forsker, der er engageret i dyreret. Han vil hellere tale med unge studerende og forskere end at forsøge at påvirke en ældre forsker, der ikke kommer til at forandre sig, selv hvis han prøvede i 10 år.

Kan man lave aktivistisk forskning?

- Selvfølgelig. Det tror jeg helt bestemt. Jeg plejer at tale om de tre A’er - arrogance, autonomi og autoritet. Med det mener jeg, at vi ikke skal være arrogante - men imødekommende, og faktisk mødes med almindelige mennesker. Vi må også forstå, at vi forskere ikke er helt fritstående fra samfundet men er en del af det. Og vi må naturligvis vende os mod den gammeldags autoritære måde at behandle alle på, som er lavere rangeret videnskabeligt end os selv.

Aktivisme har altså meget at gøre med en attitude overfor andre mennesker?

Ja præcis. Det handler om at anvende medfølelse og medmenneskelighed.

Hvad vil du råde unge mennesker, som er interesseret i dyreret, og som er i tvivl, til at gøre? Skal de virkelig begynde at studere zoologi?

”Det er et godt spørgsmål. Jeg underviser sådanne studerende selv, og jeg synes, at man skal vove det. Men det er meget vigtigt, at man hele tiden stiller spørgsmål såsom: “Hvorfor skal de her dyr slås ihjel, for at blot at jeg kan dissekere dem?” For det behøver de jo ikke, da der næsten altid er et alternativ. De studerende skal fortsætte med at stille spørgsmål. Fortsæt altid med at stille spørgsmål - så kommer forandringen til sidst.

Bekoff siger også, at det er utroligt vigtigt, at man som studerende ikke gør noget, som man ikke har lyst til, hvis det strider imod, hvordan man ønsker at forme sit liv rent etisk. Og der er brug for alle studerende, som vil kæmpe for alternativer. Vi må ikke miste de medfølende mennesker indenfor zoologien. Så kommer klubben af gamle mænd til at tage over igen. Vi har brug for de radikale, - hvis det altså skal kaldes radikalt at bekymre sig om dyr.

På kurser for studerende på forskellige universiteter kommer der altid nogen hen til Marc Bekoff om aftenen og fortæller ham, hvor glade de er for, at han er der. Mange søger efter nogen, som kan bekræfte deres følelser og tanker omkring dyr, men som er ældre og har været inden for feltet længere. Der findes også mange studerende og forskere, som udfører dyreforsøg, fordi de tror, at de bliver nødt til det. Men de søger hele tiden en udvej. Jeg har truffet så mange, der siger “min vejleder ville aldrig forstå mig”.

Hidtil er han blevet positivt overrasket over de svenske studerende, som han i dag underviser. Jeg blev fx overrasket over, hvor mange der spiste den vegetariske frokost til kurset i dag. Jeg plejer altid at spørge de studerende, om de er blevet vegetarer, for det er det bedste, man kan gøre.

Hvis man bekymrer sig om dyr, skal man ikke spise dem, gå med pels eller gøre dem fortræd på anden vis. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ikke alle zoologer er vegetarer.

Marc Bekoff fortæller, at han elsker at være aktivist og at han plejer at arrangere demonstrationer og protestkampagner, bl.a. mod dårlig videnskab og dårlig vildtpleje. Han har også flere store projekter sammen med Jane Goodall, der er mest kendt for sin
forskning inden for chimpansers adfærd. Og han tror på sin kamp for dyrene: Vi kommer til at vinde. Det kan tage noget tid, men vi kommer til at vinde!

ANMELDELSE AF:
MARC BEKOFF: THE EMOTIONAL LIVES OF ANIMALS 2007 -

Det er ikke længe siden, at alle zoologer var meget modvillige til at tale om, at dyr har et følelsesliv. Videnskabens sunde skepsis blandet med behovet for at nedvurdere dyrenes evner har tilsammen ført til en form for blindhed for noget, som man egentlig altid har vidst.

Præcis hvor yderligtgående denne skepsis egentlig har været, viser Marc Bekoff med en række fortællinger i sin nye bog: ’The emotional lives of Animals’. I denne beskriver Bekoff blandt andet mødet med en række forskere, som i deres frokostpauser taler om deres glæde, vrede eller jalousi, for senere i deres forskning at kritisere alle, der mener, at dyr har evnen til at føle f.eks. glæde.

’The emotional lives of Animals’ er en bog om dyr følelsesliv og om hvor forskningen i dyreadfærd står i dag. Marc Bekoff er førende forsker inden for dette område, og han giver i sin bog et overblik over et felt, som udvikles hurtigt, og som giver større og større støtte til os, som føler med dyrene.

Gennem evolutionen mener Bekoff, der har været helt naturlige grunde til, at dyr har udviklet mentale evner og et kompliceret følelsesliv. Som livsmiljøet bliver mere komplekst, som udviklingsrækken udstrækker sig over padder, krybdyr og fisk til pattedyr og fugle, kan dyr ganske enkelt ikke bare være maskiner, som reagerer på enkle reaktioner og stimuli.  De sociale samspil skal kunne fungere, og den enkelte livssituation skal analyseres. Det kræver en bevidsthed at vurdere situationer, og det kræver følelser, som kan motivere individer til at reagere mest hensigtsmæssigt i forskellige situationer.

Ud over at give et godt overblik over dyrs følelser set fra et nutidigt forskningsmæssigt synspunkt, så giver Bekoff i sin bog også et fascinerende indblik i sin egen forskning omkring dyrs leg. Han har studeret ulve, præriehunde og hunde og har konstateret, at legen involverer en mængde forskellige signaler samt opbygger et slags system eller normer i gruppen. Det er til stor fordel for flokdyr, at flokken fungerer, da man i flokken hjælper hinanden. For sociale dyr er det derfor en nødvendighed at kunne holde sig til visse spilleregler, for ellers kan flokken simpelthen ikke fungere.

Marc Bekoff står ikke tilbage for at sige, at dyr har sans for “fair play” og altså har en form for moral.

Marc Bekoff taler frit fra leveren i sin bog. I sidste kapitel stiller han spørgsmålet, hvad vi skal anvende den viden, som vi gennem forskning får om dyrene? Konklusionen må ifølge Bekoff være, at vi skal stoppe med at udnytte dem hensynsløst.