Hovedparten af de køer der findes i Danmark, holdes i store intensive kvægbesætninger. Disse besætninger møder stigende kritik grundet alvorlige dyrevelfærdsmæssige problemer. Begrebet taberkøer dækker over udpinte køer som vanrygtes i den danske mælkeindustri, oftest uden at landmand eller fødevarekontrol griber ind. Der er ofte tale om gamle eller på anden vis svage køer, som ikke kan klare sig i konkurrencen mod de andre køer i stalden.
Anima har for nylig været ude at se på et kvæghold med en stor andel af såkaldte taberkøer.

Man er på det seneste begyndt at tale meget om taberkøer inden for landbruget. Taberkøer er de køer i intensive kvæghold som både fysisk, mentalt og socialt bukker under for de pressede forhold. Moderne kvægbrug er store løsdriftsbrug oftest med mere end 100 køer pr. stald. I løsdriftsstalde skal køerne konkurrere om spisepladser, hvilepladser og malkerobotter. Under disse forhold vil unge og stærke køer klare sig bedre end ældre eller på anden måde svage køer.

Taberkøer er køer som taber i konkurrencen med de andre køer. De er tynde, har mat og beskidt pels, har sår og hudafskrabninger og virker ofte nedtrykte og uden energi. En Ph.d.-afhandling fra forskningsstationen Foulum viser, at op til 11 % af køerne i intensive besætninger er taberkøer. Bl.a. derfor aflives op mod 40.000 køer årligt før tid.

Køerne i intensive stalde kommer normalt ikke på græs, men går inde året rundt. Når dyrene går inde på meget lidt plads, får de svage og ømme muskler og led. Ofte er staldene ikke belagt med tilstrækkelig strøelse, hvilket øger antallet af køer som har liggesår, hudafskrabninger og andre læsioner.

En ko med yverbetændelse er segnet sammen på stengulvet i afføring og urin fra de andre køer.

Desuden resulterer de enorme yvere som køerne er fremavlet til at bære rundt på, talrige kælvinger samt dårlig pleje af dyrenes klove, at en stor andel af malkekøerne i en besætning har rygproblemer, benskader og hofteskred.

Jo ældre køerne er, desto mere udpinte er de, og risikoen for at ende som taberko stiger derfor voldsomt.

Forskning har vist, at jo flere køer der er i en besætning, des flere taberkøer er der. Desuden er der en langt større andel taberkøer i besætninger som ikke kommer på græs, end i besætninger som kommer på græs.

Køer der har ben-, ryg-, hofte- og yverproblemer skal ifølge dyreværnsloven enten behandles eller aflives. Alligevel går mange ømbenede malkekøer rundt i de danske stalde med nedslidt ryg, yverbetændelse og mudret hårlag. For ofte undlader landmændene at behandle dyrene og venter i stedet til de kan sende de syge og svage køer til slagting.

En ko som behandles eller aflives i stalden, skal nemlig destrueres, hvilket betyder at landmanden ikke tjener penge på den pågældende ko. En slagtet ko derimod giver penge i kassen. Derfor ender taberkøerne oftest deres miserable liv på slagtebænken – udpinte og vanrygtede.

Fra 1980 til 1998 steg en kos mælkeproduktion fra 5,3 til 7,5 ton mælk om året. Dyrene presses til at producere langt mere end naturen har tiltænkt - og yverbetændelse er en af de smertefulde konsekvenser.