Manfred Karremann er en af de mest centrale figurer inden for dyreværn. Det var ham, der begyndte at filme dyretransporter, og han gav os afsløringen af Asiens handel med hunde- og kattepels.

Manfred KarremannDen viden, han oprindeligt indsamlede, blev i samarbejde med dyreorganisationer over hele verden til en global kampagne for at stoppe de barbariske ting, som bliver gjort mod hunde og katte i asiatiske slagterier. USA var det første land til at reagere, og Bill Clinton underskrev en lov, der forbød handlen med hunde- og kattepels.

Italien fulgte snart efter, da handlen blev intensiveret i EU efter forbudet i USA, der samlet set er verdens største marked for pelsprodukter. Hermed var vejen banet for andre EU-lande og til dato har Belgien, Frankrig og Grækenland fulgt USAs eksempel.

I Danmark førte en højtprofileret underskriftindsamling og massiv medieomtale til, at handlen med hunde- og kattepels blev forbudt. Betyder det så også, at handlen er stoppet? Svaret er desværre nej.

Katten i sækken
Da Manfred Karremann i år vendte tilbage til Kina, kunne intet have forberedt ham på, hvad der ventede.

Allerede på markedet i Sydkina har dyrene rejst langt. Nogle har været på farten i flere dage under de værst tænkelige forhold. Op til 20 katte kan sidde i et enkelt bur, nogle allerede døde og andre døende. Nogle er opgivende, og andre kæmper stressede mod hinanden.

Karremann filmede, hvordan hunde bliver lastet i bure. I starten kan en enkelt hund stå oprejst i et bur, der så bliver fyldt, indtil vægten fra de mange hunde tvinger de stående til at ligge ned og ingen af dyrene har den mindste plads til at bevæge sig. Burene er nu fulde af dyr, som bliver læsset på lastbiler, der skal fragte dem til slagterierne. Der kan være op til som 8000 hunde på en sådan lastbil på vej til en grusom skæbne.

Fremme ved slagteriet er dyrenes pinsler kun netop begyndt. Burene bliver aflæsset fra toppen og kastes mod jorden. De som ligger nederst i buret får svære skader, og hvis en hunds ben er kommet til at stikke udenfor buret, bliver det knust at vægten fra de andre dyr. Dette er ikke så vigtigt for folkene i slagteriet, da dyrene kort efter alligevel skal dræbes.

Nogle af dyrene i disse bure har stadig halsbånd på – et sikkert tegn på, at de er nogens kæledyr og blev stjålet for at blive lavet til en pelsfrakke.

En grusom industri
Andre optagelser viser tydeligt, at det ikke drejer sig om et enkeltstående tilfælde, men en decideret industri. Karremann besøgte et lokalt slagteri og viser os, hvordan omfanget af nedslagtning stemmer overens med billederne af de overfyldte lastvogne.

Optagelserne fra slagteriet viser også store kar med kogende vand. På det beskidte gulv ligger en række lærredssække. En efter en kastes sækkene i det kogende vand, mens de bevæger sig voldsomt. Efter et stykke tid med bevægelser bliver sækken stille igen, og da den tømmes, afslører den hunde og katte, der har lidt den mest smertefulde død, man kan forestille sig. Disse dyr anvendes ikke til pels, men som læder til bælter og lignende, og det kogende vand hjælper til at løsne hårene, inden deres skind garves.

Du kan hjælpe ved at sende et brev til de virksomheder, der holder liv i illusionen om at pels er fyldt med prestige, og som dermed bidrager til, at andre imiterer dem. For det er disse firmaers ansvar, at der findes efterspørgsel efter pels. Så snart de stopper med at sælge pels, stopper mishandlingen også.

Hunde- og kattepels anvendes til alt fra pyntegenstande over støvler, handsker, frakker og kraver til hunde- og kattelegetøj. Mærkningen af disse ting kan være bevidst vildledende, og mange produkter er slet ikke mærket.

Men uanset hvor et stykke pels stammer fra vil det i sidste ende altid medføre lidelse for et dyr, om det så er en mink i Danmark eller en hund i Kina.

Pelsindustrien er en enhed, og støtte til en del af den, er støtte til hele det maskineri, der konstant producerer skrækhistorier som dem, Karremann afslører.