20 år for dyrene

23 november, 2020

I år fejrer Anima 20-års jubilæum. Hvad der startede som nogle unge studerendes kamp for dyrene, er i dag en international organisation med ansatte i ti europæiske lande, godt 10.000 medlemmer og kåret som en af verdens bedste dyreværnsorganisationer. 

I 2000 var Anima lige startet. Men de to unge dyrevenner Jan og Joh var fokuserede på at etablere en egentlig forening, der skulle tale dyrenes stemme og kæmpe for en verden, hvor dyr respekteres, ikke mishandles. Hver især havde de oplevet, hvordan dyr blev udnyttet, dræbt og slagtet alene for mode, mad og menneskers fornøjelse, og de mente, at der for alvor manglede en stemme til at tale dyrenes sag.

De første medlemmer 
Anima blev dannet, og Jan og Joh meldte sig ind som nogle af de første medlemmer af foreningen. Og herfra begyndte et dedikeret og betydningsfuldt arbejde, der skulle vise sig  tidligt at skabe store resultater for dyrene. 

For på trods af foreningens beskedne størrelse og få midler, lykkedes det allerede tidligt for Anima at opnå store og vigtige sejre for dyrene. 
(Psst... du kan også blive medlem lige her og gøre en kæmpe forskel for dyrene)

IC Companys og 250.000 pelsdyr
I 2004 valgte Anima at rette skytset mod på daværende tidspunkt Danmarks næststørste og mest toneangivende modebrand IC Companys og deres brug af pels. Det var Animas hidtil største kampagne.

Joh Vinding, der i dag er direktør i Anima, beskriver kampen mellem den lille græsrodsforening mod den magtfulde og dominerende modeforretning som ‘David mod Goliath’: 

“Som vi kender historien, så vandt David kampen, selvom oddsene ikke var i hans favør. På samme måde lykkedes det Anima at vinde kampen. Og det var på trods af, at Danmark er verdens største pelsproducent, og IC Companys sad på en solid andel af handlen med pels”.
 

For efter at have kørt et intensivt kampagnearbejde og afholdt en lang række gadeprotester mod modegiganten, lykkedes det Anima at få IC Companys til at tilslutte sig en pelsfri politik og redde godt 250.000 pelsdyr årligt fra at blive slagtet. 

Minkafsløring i bedste sendetid 
I 2009 kom Anima for alvor på alles læber. Sammen med det populære TV 2-program Operation X afslørede Anima i udsendelsen ‘Pels på vrangen’ forfærdelige forhold og mistrivsel på en række danske pelsfarme. 

For første gang nogensinde så danskerne, hvordan minkene lider på farmene, og hvordan bidskader, kannibalisme og en stereotyp adfærd er uundgåelige konsekvenser, når vilde dyr holdes tæt sammen i små bure. Programmet skabte stor debat blandt både politikere, virksomheder og forbrugere, og Anima oplevede en stor medlemstilslutning efter udsendelsen.



Farvel til buræg 
I flere år var en udfasning af buræg en mærkesag for Anima. Og i 2016 satte foreningens kampagneindsats gang i en stor udvikling. Først meldte de store supermarkedskæder Netto, Føtex og Bilka ud, at de ville udfase buræg fra deres sortiment. Og siden fulgte de resterende supermarkeder efter. 

Burhøns lever i små bure på så lidt plads, at de knap kan strække deres vinger. Derfor var det en kæmpe sejr for Anima, da supermarkederne endelig sagde nej til buræg. 



Kåret til en af verdens bedste dyreværnsorganisationer
I årenes løb er Anima vokset sig større og større. Ikke kun i antallet af medlemmer og ansatte, men også i landegrænser. I dag arbejder Anima nemlig ikke kun for at forbedre forholdene for dyrene i Danmark, men også internationalt. Og Anima arbejder i dag for en lang række dyr, herunder kæledyr, landbrugsdyr, forsøgsdyr og dyr i underholdning. 

I 2019 slog Anima sig sammen med den polske organisation Otwarte Klatki og dannede den internationale organisation Anima International. Organisationen opererer i ti europæiske lande: Danmark, Norge, England, Polen, Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland, Litauen og Frankrig. Her er Anima med til at sprede dyrevelfærd uden for Danmarks grænser. Og det hårde arbejde betaler sig. For udover at hjælpe og redde tusindvis af dyr, blev Anima International i 2019 kåret som en af verdens mest effektive dyreværnsorganisationer.

Titlen får dog ikke Anima til at sænke farten eller ambitionerne for dyrene – tværtimod! Vi arbejder så effektivt som muligt for at hjælpe så mange dyr som muligt. 

Det så vi eksempelvis i september i år, hvor Anima var med til at afsløre horrible forhold på Polens største minkfarm. Afsløringerne førte til, at det polske Parlament stemte for et forbud mod pelsavl i landet, og dermed bliver verdens tredjestørste pelsproducent forhåbentlig snart fortid. 

På 20 år har Anima været med til at skabe banebrydende forandringer for dyrene – og det bliver spændende at se, hvad de næste 20 år vil bringe af gode nyheder. En ting er sikkert: Anima har ikke tænkt sig at gå ned i gear. 

Her er nogle af Animas milepæle gennem tiden

  • Forbud mod hunde- og kattepels i Danmark
  • Stop for dyreforsøg til kosmetik i hele EU
  • Foie gras ud af alle danske supermarkeder
  • EU-flertal for at fjerne støtte til tyrefægtning
  • Forbud mod rævefarme i Danmark
  • Dyrepoliti i Danmark
  • Hele buræg ud af supermarkederne
  • Flere end 200 pelsfri designere
  • Store kæder udfaser turbokylling 

Vil du være med til at sikre endnu flere vigtige sejre for dyrene? Bliv medlem i dag og bliv en del af et stort fællesskab, som gør en forskel for dyrene. Støt vores arbejde her:

Bliv medlem af Anima i dag