7-Eleven går forrest for kyllingerne
Pressemeddelelse
Nej til turbokylling og ja til mere plads og naturligt lys. Det er blot nogle af de forbedringer, 7-Eleven nu indfaser i sin værdikæde. Anima roser virksomheden for at stille sig helt i front og sætte en ny standard for branchen.
7-Eleven markerede sig sidste år ved at insistere på frilandsgris i sine hotdogs – et initiativ, som kunderne har taget godt imod. Nu er turen kommet til at forbedre velfærden for de hundredtusinder af kyllinger, virksomheden årligt sælger i sine sandwiches, salater og øvrige to-go produkter.
”Vi har længe gerne ville lave et markant løft for kyllingevelfærden, da vi mener, det er det rigtige at gøre, og vi tror på, at forbrugerne er med os. Første skridt er en udfasning af de hurtigtvoksende kyllinger, og det går vi i gang med til sommer,” udtaler Per Dyhrehegn, kategorichef hos 7-Eleven og fortsætter: ”Det har været vigtigt for os at sikre, at producenterne er med, før vi melder noget ud til offentligheden. Den opbakning har vi nu.”
Helt konkret har 7-Eleven valgt at indføre en trinvis indfasning af den anerkendte standard European Chicken Commitment (ECC) i sine knap 200 butikker i Danmark. ECC sikrer blandt andet, at kyllingerne får mærkbart mere plads, at de vokser langsommere, og at de både får adgang til beskæftigelse og naturligt lys.
Beslutning høster ros fra dyreorganisation
Anima har været i dialog med 7-Eleven om dette skift siden efteråret og er meget tilfreds med resultatet.
”7-Eleven viser lederskab med denne politik. Ikke alene viser den, at turbokyllinger er på vej samme sted som buræg, men der tages også hånd om andre presserende velfærdsproblemer for kyllinger. Mange forbrugere kommer til at belønne 7-Elevens sociale ansvar, og det er fuldt ud fortjent,” siger Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning og tilføjer:
”7-Eleven sætter en helt ny standard for sin branche, og jeg vurderer, at mange vil følge efter i løbet af året.”
Fakta om 7-Elevens kyllingepolitik
7-Elevens kyllingepolitik er en udrulning i to etaper.
- I løbet af 2020 og 2021 skal al kylling minimum have ét statsligt dyrevelfærdshjerte.
- Senest ved udgangen af 2022 skal al kylling minimum leve op til 2 statslige dyrevelfærdshjerter.
Fra udgangen af 2022 gælder desuden, at al kylling lever op til European Chicken Commitment.
Omstillingen til 1-hjertet kylling kommer til at ske i følgende rækkefølge:
- Egne frisksmurte produkter såsom sandwiches og panini (2020)
- Præpakkede produkter (2021)
- Alle øvrige to-go produkter med kylling (2021)