Canada Goose: Vores fremtid er pelsfri
Dyrevenner verden over fejrer i dag et fantastisk resultat. Canada Goose har annonceret, at de dropper pels fra udgangen af 2022. Firmaets karakteristiske pelskrave har aktid været af pels fra vilde prærieulve, der fanges i fælder. Fælderne er ulovlige i hele EU, fordi de er så grusomme, og derfor har Anima i mange år ført kampagne for at bede Canada Goose om at droppe pelsen og beskytte dyrene.
Beslutningen er et hårdt slag for den i forvejen pressede pelsbranche, der mister sine trofaste venner en efter en, i takt med at kendte mærker dropper pelsen.
Tålmodig kampagne bærer frugt
Gennem årene har Anima været i dialog med mange forhandlere af jakkerne, og alle store sports- og outdoorkæder i Danmark har på den baggrund droppet at forhandle tøjet. Den beslutning vi ser i dag er kulminationen på mange års hårdt slid.
I mange lande har foreninger og dyrevenner kæmpet den samme kamp, og vores forenede indsats har gjort forskellen.
Anima er lykkelige for udmeldingen, som vi er sikre på vil opmuntre andre firmaer til også at lytte til forbrugernes stemme og droppe pels.
Vi sender en stor tak til alle, der har talt dyrenes sag og været med til at skabe dette historiske resultat.
- Det går kun én vej for pelsindustrien, men vi skal gøre alt hvad vi kan, for at udviklingen går så hurtigt som muligt. Arbejdet for pelsfri mode stopper først den dag, hvor den sidste pelsfarm er lukket, og ingen dyr skal lide i fælder. Så nu ser vi på at rette indsatsen mod de, som endnu ikke er pelsfri, siger Joh Vinding fra Anima.
Pels og bæredygtighed er modsætninger
Canada Goose siger selv, at beslutningen er del af firmaets strategi for bæredygtighed. I år har firmaet skabt en ny jakke, der bruger 30% mindre CO2 og 65% mindre vand. Det fokus ønsker man at fortsætte, og derfor vil firmaet bruge nye innovative processer til at skabe alternativer til pels.
Andre kendte brands der har droppet pels er bl.a. Chanel, Versace, Burberry, Gucci og Prada.
Canada Goose siger, at fremtiden er pelsfri. Vi kunne ikke være mere enige.
Vær med til at hjælpe pelsdyrene
Lige nu arbejder vi for at stoppe pelsindustrien over hele verden i en stor international kampagne. Skriv under og vær med til at få endnu flere modebrands og lande til at beskytte pelsdyrene! Læs mere om kampagnen her