Chanel dropper pels og eksotisk skind

7 december, 2018

Det franske modehus Chanel har netop meddelt, at pels og eksotisk skind ikke længere vil indgå i deres kollektioner. 

Med sin nye politik tilslutter Chanel sig den hastigt voksende tendens blandt luksuriøse modehuse som fx Burberry, Gucci og Versace, der har valgt at droppe pels.  

I Anima har vi i mange år drevet kampagner for at overbevise danske og internationale modehuse om at stoppe brugen af pels og eksotisk skind. Beslutningen vækker derfor stor jubel.

“Som et af verdens største brands er Chanel nu med til at vise, at fremtidens mode ikke behøver være lig store lidelser for dyrene. Nu arbejder vi for, at endnu flere modebrands vil følge Chanels gode eksempel,” siger kommunikationschef i Anima, Thorbjørn Schiønning og fortsætter:

“Vi oplever en historisk udvikling i den internationale modebranche, hvor flere og flere brands fravælger pels og eksotisk skind. Nu mangler vi bare, at Danmark følger med udviklingen, og ligesom Norge helt forbyder minkavl”.

Stigende tendens gør ondt på danske minkfarme
Den pelsfri tendens presser danske minkfarme i knæ. Alene i 2018 har 12 danske farme måtte erklære sig konkurs, hvilket er det højst opgjorte niveau i branchen.

Tidligere på ugen kunne TV2 Nord fortælle, at den danske pelsindustri er hårdt presset grundet en overproduktion på verdensmarkedet og en faldende efterspørgsel på pels fra Kina.

Hvor der i år 2000 var 2.197 danske minkfarme, er tallet i dag faldet til 1.325 farme. Det fremgår af Dansk Pelsdyravls fagblad i juni 2018. 

Chanel er et særdeles populært mærke, der alene i 2017 omsatte for næsten ti milliarder dollars. Særligt er Chanel kendt for sine luksuriøse skind- og lædertasker, men fremover vil kollektionerne nu være fri for pels og eksotisk skind fra krokodiller, øgler og slanger. 

Anima arbejder nu for at få det italienske modehus Prada til at indgå en pelsfri politik. 


Giv dit løfte: Jeg vil ikke købe pels