Cirkus Arnardo dropper elefanter
4 marts, 2014
Anima mener ikke elefanter hører hjemme som ufrivillige optrædende i omrejsende cirkusser. Vilde dyr som i naturen vandrer mange kilometer hver eneste dag lever en stor del af deres liv i en skurvogn. Hver dag i en ny by.
Derfor er vi jublende lykkelige over, at det store norske cirkus Arnardo har taget konsekvensen og stoppet med at bruge elefanter i deres forestillinger.
"Dyr og dyrevelfærd er vigtigt for os. Og det er af pladshensyn til dyrene, at vi nu i år vælger at pensionere elefanterne", siger cirkussets direktør.
Det triste miljø er desværre ikke den eneste grund til at være modstand af at holde vilde dyr i cirkus. Brutal behandling er ikke ualmindelig og elefantunger bindes og sultes for at lære dem unaturlige tricks.
EKSPERTER: ELEFANTER I CIRKUS LIDER
De trange pladsforhold fik i 2007 et råd af eksperter til at foreslå, at Danmark skulle indføre et totalt forbud mod at holde elefanter og søløver i cirkus.
Mange lande har allerede forbud, men i Danmark har politikerne stadig ikke handlet på eksperternes anbefalinger. Forbud findes bl.a. i England, Finland, Holland, Belgien og Grækenland.
Kritikken af dyrenes forhold kommer dog ikke kun fra forskere. Cirkusdirektøren Diana Benneweis har også udtrykt bekymring:
"Dybest set har jeg altid ment, at det var synd for dyrene, men konkurrencen inden for branchen er hård, og så længe de andre har, er jeg også nødt til det. Samtidig er det svært at få elefantdomptører, som jeg moralsk kan stå inde for."