Costa Rica vil lukke zoologiske haver og sætte dyrene fri

6 august, 2013

Costa Rica har offentliggjort planer om at lukke begge landets offentlige zoologiske haver allerede i maj 2014. Det lille land, som både areal- og befolkningsmæssigt er meget tæt på Danmarks størrelse, er kendt for sin enorme biodiversitet. De seneste år har landet satset mere og mere på økoturisme, hvor naturglade turister både kan se havskildpadder, sjældne fugle, krokodiller, søkøer samt forbløffende natur.

VIL DU GERNE GØRE MERE FOR DYRENE? STØT ANIMA

Beslutningen om at lukke de zoologiske haver og sætte dyrene tilbage i naturen, skal, ifølge landets miljøminister Rene Castro, ses som en naturlig følge af skiftet i befolkningens samvittighed på miljøområdet. På et nyligt pressemøde forklarede Castro at Costa Rica skiller sig af med burene for at opfordre til at man i stedet går ud i naturen og oplever den rige biodiversitet på den ’naturlige måde’. Herefter understregede han at, ”vi vil ikke have dyr i fangenskab eller indespærret på nogen måde, med mindre det er for at redde dem”.