Chokerende vidnehistorier fra dansk landbrug

28 april, 2015

 

Da Anima for nylig efterlyste dyrevenner, der havde lyst til at fortælle om deres oplevelser med dansk landbrug, blev vores indbakke fyldt med historier, der viste eksempler på hvor galt det kan gå. Det moderne landbrug er blevet så industrielt at dyrene ofte betragtes mere som produktionsenheder end det de er - levende og følende individer. Her kan du læse nogle af de barske beretninger Anima blev præsenteret for.

 

”En frygtelig mangel på menneskelighed”

Anders Elkær Jensen, som er læge og bor på Fyn, var en af de mange, der kontaktede Anima, da vi efterlyste øjenvidneberetninger fra landbruget. Anders skulle hjælpe med at flytte nogle burhøns – og det blev første og eneste gang. Læs her, hvorfor.

Da Anders var barn, havde hans morfar og mormor et lille husmandsted. De havde køer, som blev passet og plejet med omsorg og omhu, køerne havde rent halm og kom på græs hver sommer, og Anders var med til at passe kalvene og give staldkattene mælk. Det billede af livet på en gård ville Anders gerne have beholdt, men da han som voksen stiftede bekendtskab med en moderne burhønsefarm, var det slut med de romantiske forestillinger om landbruget.

”Der krakelerede billedet fuldstændig, for det var ekstremt fabriksagtigt. Det, jeg så på hønsefarmen, var mennesker, der var ligeglade med dyr og behandlede dem som døde ting. Der var ingen rysten på hånden eller blink med øjnene, når hønsene skræppede op eller gjorde modstand. Der var ingen empati med dyrene. Jeg var rystet over, at man kan behandle dyr på den måde og være så ligeglad,” fortæller Anders om sit første møde med det moderne landbrug.

Anders havde sagt ja til at hjælpe en vens bekendt med at flytte nogle burhøns. Hønsene skulle flyttes fra nogle gamle til nogle nye bure, og Anders var en af dem, der skulle bære hønsene mellem burene, mens der var nogle andre, der sørgede for, at hønsene kom ind og ud af burene. Og det blev ikke gjort med nænsomhed.

”Ham, der skulle tage hønsene ud, jog en hånd ind i buret og rodede rundt, til han havde fat i fire ben fra fire forskellige høner. Dem halede han så ud gennem lågen, som var alt for lille. Der var slet ikke plads til vingerne, og jeg tænkte, at de ikke kunne holde til det. Men hønsene blev bare flået ud. Der tænkte jeg, at det ikke var den måde, jeg havde forestillet mig, at det skulle gøres på,” fortæller Anders.

Høns på samlebånd

Anders fik stukket fire høns i hver hånd, som skulle hænge med hovedet nedad, mens de blev båret ud i et lille forrum, hvor et hold stod klar til at vaccinere dem. Også her gik det stærkt. Der stod en lille kasse, som Anders skulle træde op på, og så blev alle 8 høns vaccineret i et hæsblæsende tempo.

”Vi fik at vide, at vi skulle knytte hænderne, at vi ikke måtte stritte med fingrene og skulle holde dem stille, ellers kunne vi risikere at få et skud vaccine. På et tidspunkt gik det hele i stå, fordi en af dem, der vaccinerede, kom til at stikke sig selv. Det var meget samlebåndsagtigt.”

Nu var hønsene klar til at komme videre til de nye bure, de skulle være i. Her stod en ny mand og tog imod hønsene, en håndfuld af gangen.

”Dem jog han ind på samme måde – bortset fra, at nu skulle der ikke kun fire høns, men også en arm med ind i buret, for at få hønsene hele vejen ind. Hullet var alt for lille, og der var helt sikkert høns, der kom til skade. Brækkede vinger kan ikke have været undgået. Og hvis der var en vinge udenfor, klappede han bare lågen i oven på den, så den blev klemt. Hønsene var selvfølgelig bange, og det var en jagt for at fange dem i det første bur, og de strittede imod, når de skulle ind igen. Men der var ikke tid til at finde ud af, om alle fire høns havde det godt, for lige så snart man havde sluppet hønsene i begge hænder, var det bare af sted igen efter nye høns, rundt og rundt og rundt i flere timer.”

En-to-klask

Undervejs undrede Anders sig over den grove behandling af dyrene. Men særligt én episode fra den dag står mejslet i hukommelsen. På et tidspunkt var der en høne, der slap fri fra en af dem, der tog dem ud af burene, og den skræmte høne forsøgte at løbe væk.

”Manden havde store træsko på, og han tog to lange spring hen mod hønen og klaskede en fod ned over maven på den. Forestil dig lyden af luft, der bliver klemt helt ud af lungerne, samtidig med en skrålende, knasende lyd – det var helt ubeskriveligt. Der var ikke noget med, at han forsøgte at skærme vejen for den, så han kunne få fat i den, nej, han joggede bare direkte på den. Jeg har sådan en bold af gummi, og når man klemmer på den ene side, buler den ud i den anden side. Det var det samme med hønen. Den blev jogget på maven, og det hele bulede op gennem halsen på den. Men han var fuldstændig ligeglad. Han samlede den bare op og tog den i hånden sammen med de tre andre og stak mig dem i hånden. Der var ingen reaktion fra ham overhovedet. Hvis det havde været mig, havde jeg forsøgt at fange hønen stille og roligt, men ikke ham. Det var bare en-to-klask! Det var det værste, jeg så den dag. Hvis man kan behandle dyr på den måde og være så ligeglad… Ja, så er det ikke nogle mennesker, jeg vil omgås til dagligt,” fortæller Anders, der ikke ved, om hønen overlevede.

Da Anders blev spurgt noget tid efter, om han ville hjælpe til igen, sagde han nej tak.

Mangel på empati

Anders fortæller, at han bliver så overrasket, hver gang han hører noget nyt om dyr i landbruget, der ikke har det godt.

”Jeg har så svært ved at tro på det, for hos min mormor og morfar havde dyrene det så godt. Men sådan skal jeg bare ikke regne med, at det er i dag, hvor det skal være større og gå hurtigere hele tiden. Jeg synes, man skal behandle alle dyr ordentligt, men jeg har fået et andet syn på, hvordan ansatte agerer over for dyrene i landbruget. Den manglende empati med dyrene går mig på. Det er en frygtelig mangel på menneskelighed i mine øjne,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

”Vi kan ikke være det bekendt.”

Efter tre måneder på en landbrugsskole var Victoria Mortensen sikker på én ting: Landmand skulle hun i hvert fald ikke være. På skolen var der grise og køer, som eleverne skulle være med til at passe, som man gør i landbruget. Men allerede den første dag, da de nye elever blev vist rundt på stedet, fornemmede Victoria, at noget var helt galt.

”Umiddelbart så der rent og pænt ud, men det første, der slog mig, var, at der lå døde smågrise uden for de forskellige båse. Vi fik at vide, at sådan er det bare, og at de hver dag måtte fjerne mange døde grise. Det var en del af den daglige rutine,” siger Victoria.

Underviseren tog eleverne med hen til en bås med smågrise. Victoria fortæller, at det føltes som at blive vist rundt i Netto, og at han fortalte om dyrene, som om de ”bare var interiør”.

”Så tog han en af grisene op. Den begyndte at skrige og sprælle helt vildt, men han holdt den bare i bagbenene og reagerede slet ikke på det. Grisen peb ikke bare, det var virkelig nogle gennemtrængende, skingre skrig, og jeg blev meget ubehagelig til mode, for der var jo ingen grund til at han holdt den sådan. Den hang der i bagbenene i et kvarter og skreg, mens han fortalte om de daglige rutiner. Hans toneleje ændrede sig overhovedet ikke, han stod bare der og holdt den, som om den var en død ting.”

En del af de daglige rutiner var at vaccinere grisene, og det skulle eleverne prøve. Victoria blev chokeret, for ingen af dem var uddannet til det, det var deres første dag, og ingen af dem vidste, hvordan man vaccinerer en gris på den rigtige måde. Men underviseren pegede Victoria ud, og hun turde ikke sige nej.

”Han mente åbenbart, det var vigtigt, at vi prøvede det. Jeg var meget bange og rystede over det hele. Grisen skreg konstant, meget skingert, lige som et lille barn, det var meget ubehageligt, og jeg blev fysisk dårlig. Men jeg var ikke så gammel og turde ikke sige nej. Han gav mig en kanyle og sagde, at jeg skulle forsøge at finde en blodåre og så bare stikke. Jeg stak forkert, og så skreg den endnu mere. Han var ligeglad og sagde, at jeg bare skulle prøve igen, og så ramte jeg heldigvis rigtigt.  Jeg rystede bagefter og havde det rigtig dårligt. Det hele forekom mig så underligt, for jeg er vokset op med, at man skal behandle dyr med respekt."

Kastration

Da flere af eleverne havde prøvet at vaccinere, skulle de overvære en kastration. Da Victoria fortæller om det, må hun flere gange holde en pause og standse gråden, før hun kan tale igen. Hun fortæller, hvordan underviseren tog en ny gris op, holdt den fast under armen og tog en skalpel op af lommen.

”Grisen skreg helt vildt. Så skar han pungen op og rev testiklerne ud. Der var nerver og blodårer, som bare blev revet brutalt over, og grisen skreg fuldstændig vildt, meget højt og panisk. Det var simpelthen så frygteligt. Først sprællede den sindssygt meget og forsøgte at komme fri,  men så blev benene helt stive, og den rystede – som om, den gik i chok. Han var helt iskold. Bagefter stod han gravalvorligt og sagde, at grisen ikke skreg, fordi det gjorde ondt, den var bare bange. Jeg tænkte, at han måtte være idiot. Selvfølgelig gør det da ondt at få skåret pungen op og revet testiklerne ud,” siger Victoria og fortsætter:

”Bagefter, da han satte den ned, peb den bare på sådan en virkelig ynkelig måde, og den var så alene. Det var fandme hårdt at se på… Men underviseren så ikke engang på den, han var fuldstændig ligeglad. Vi var temmelig chokerede alle sammen, men han sagde til os, at vi ikke skulle se sådan ud, for hvis man ville passe dyr, måtte man også være i stand til at gøre de dårlige ting. Men helt ærligt; man kan da ikke behandle levende væsner på den måde!”

Følelseskold industri

Da eleverne på den måde var blevet introduceret for grisene, var det tid til at se malkekøerne, som var i en anden del af bygningen. Victoria havde fået nok af underviseren og gik lidt rundt for sig selv sammen med en veninde. Malkekøerne stod bundet til et stativ af metal, og ikke så langt fra dem, gemt bag nogle høballer, stod nogle nyfødte kalve for sig selv. I mælkeindustrien bliver kalvene taget fra deres mor kort efter fødslen.

”Nogle af køerne brølede hele tiden efter deres kalve, og så forsøgte kalvene at svare. Det var meget gennemtrængende, og det var tydeligt, at de var desperate. Kalvene stod i nogle små indhegninger, og nogle af dem var i temmelig dårlig forfatning. De var meget tynde og havde diarre, som løb ned ad benene på dem. De stod bare og hang med hovedet og rystede en lille smule. De virkede helt utrøstelige.”

Det var første gang, Victoria stiftede bekendtskab med det industrielle landbrug, og forholdene chokerede hende.

”Jeg følte mig på en måde forrådt. Jeg havde aldrig vidst, at det var sådan, tingene foregik. Og det her var jo ovenikøbet en skole og skulle på den måde være et forbillede for, hvordan man er landmand. Men det, jeg så, var et perverteret syn på, hvad der er godt for dyrene,” siger hun og fortsætter:

”Der er ingen respekt for dyrene i industrien, det var så følelseskoldt. Jeg blev så overrasket over, hvor kliniske, man var omkring dyr, der var slet ingen medfølelse. I dag tænker jeg, at hele definitionen på industri ikke kan indbefatte respekt for liv, for der skal produceres så meget som muligt, på så kort tid som muligt, for så lidt penge som muligt.”

Nye spisevaner
Mødet med dyrene i industrien ændrede fuldstændig Victorias forhold til den mad, hun spiser.

”Jeg tog fuldstændig afstand fra det, og det gør jeg stadig. Jeg har ikke lyst til at spise noget, der kommer fra industrien, for nu ved jeg, hvordan dyrene er blevet behandlet. Hver gang jeg ser en karton mælk, hører jeg køerne brøle og ser de stakkels kalve for mig. Og når jeg ser kødet i køledisken, ser jeg bare en død krop, det ligner ikke længere mad,” siger Victoria, som godt kunne tænke sig, at flere mennesker tog ud og så det selv:

”Vi er så afsporede i forhold til, hvor vores mad kommer fra. Dyrene i industrien er ikke anderledes end vores kæledyr, men vi ville aldrig acceptere, hvis vores hunde og katte blev behandlet på samme måde. Derfor tror jeg, det kunne gøre en forskel, hvis folk så, hvad der foregår, med deres egne øjne, for de fleste er ikke klar over det. Så ville det blive sværere at retfærdiggøre. For selv om dyrene måske ikke har samme intelligens som os, kan de stadig mærke smerte og ubehag og glæde, nysgerrighed, sorg. Derfor kan vi ikke være det bekendt."

I dag er Victoria grafisk designer.

”Der var ingen medfølelse.”

Camilla Pedersen henvendte sig til Anima for at fortælle om sine 4 uger hos en svineavler. Meningen var, at hun skulle i lære hos landmanden, men efter få uger begyndte Camilla at græde hver dag, inden hun skulle på arbejde. Her er hendes fortælling om hverdagen hos en dansk svineavler.

Camilla var rigtig spændt, da hun skulle starte i praktik hos en stor, jysk svineavler med omkring 8000 grise i staldene. Hun elskede grise og håbede på at blive landmand, så efter de første fire ugers prøvepraktik var det meningen, at hun skulle starte i lære. Men så langt kom hun aldrig.

”Der var meget, meget beskidt. Ammoniaklugten var meget koncentreret, og grisene havde ikke særlig meget plads. De store søer stod bugseret ind mellem nogle metalskinner og kunne ikke bevæge sig mere end en kvart meter frem og tilbage. De kunne lægge sig ned og rejse sig op, men de kunne ikke vende sig. De kunne heller ikke ret godt ligge på siden, for det var der simpelthen ikke plads til. De grise, der ikke var fikseret, havde heller ikke meget plads og var også mere eller mindre spændt fast uden at kunne bevæge sig særlig meget,” siger Camilla og fortæller, at staldene indimellem genlød af høje skrig fra grisene, når de fik noget i klemme, hvilket ikke kunne undgås på den smule plads, de havde. Hun opdagede hurtigt, at vold mod dyrene var en naturlig del af hverdagen, for eksempel når en so skulle ud eller ind af en bås.

”For at få hende til at bakke, begyndte de at sparke hende i hovedet. Hvis det ikke gik stærkt nok, sparkede de lidt mere. Når hun så endelig var kommet ud og gik den rigtige vej, begyndte de at slå hende over ryggen med spader og plastikbakker og sparke hende i maven for at få hende til at gå hurtigere. Hun skreg, fordi det gjorde ondt, men der var ingen medfølelse med hende. Det skulle bare gå stærkt. Grise har meget udtryksfulde øjne, og man kunne se, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Det gjorde ondt at se hende i øjnene.”

Kold rutine

Når de små grise skulle have skåret halen af og kastreres, skete det på samme tid.

”De bliver halekuperet, fordi de står for tæt sammen. De har ikke noget at lave, og når de så keder sig, begynder de at bide hinanden. Hvis en af halerne bliver bidt op, så der går betændelse i, er det ganske frygteligt, for de andre grise begynder at spise af såret. På et tidspunkt var der en gris, der lå tre uger med navlebrok, næsten uden at kunne bevæge sig, mens de andre grise spiste direkte af maven på den. Jeg tog den ud til sidst, så den kunne blive aflivet, men hvis jeg ikke havde sagt noget, havde den sikkert fået lov til at blive liggende,” forklarer Camilla, inden hun fortæller, hvordan halekuperingen foregik:

”Det blev gjort med en meget sløv skævbider, som knap kunne klemme igennem halen. Så når halen skulle af, skulle der både klemmes sammen og rives til. Det var bestemt ikke rart, og det må virkelig have gjort ondt på grisene. Mens de blev kastreret og halekuperet, skreg de som vanvittige. De værste var, at landmanden og alle de ansatte var helt kolde, det var totalt rutine for dem. Jeg havde aldrig set et landbrug før, og jeg var fuldstændig chokeret og uden ord… Jeg vidste selvfølgelig godt, at der ikke ville være tid til at nusse og pusle med alle dyrene, men det der… Ja, jeg mangler ord,” siger Camilla.

En dag kunne hun høre, at der var noget helt galt i en af båsene, for en af de små grise skreg meget højt. Den var ikke mere end et par dage gammel, og en af de store søer, som hverken kunne vende eller dreje sig, var kommet til at sætte sig oven på benet af sin lille gris.

”Den skreg i vilden sky. Jeg spurgte en af de ansatte, om den ikke skulle aflives. Hun skubbede til soen, så hun kunne få den lille gris op, kiggede hurtigt på den og sagde ’nej nej, den kan sagtens leve videre.’ Benet var fuldstændig kvast, det var helt fladt og vendte ud til siden i en mærkelig vinkel, men hun satte den bare ned igen, og så kunne den få lov til at leve videre sådan. Jeg var fuldstændig målløs.”

Camilla var også adskillige gange vidne til, at små grise blev aflivet ved at blive slået hårdt ned i gulvet eller ind i en væg.

”Det skete minimum en gang om dagen. De mente, at det var den mest billige og effektive måde at gøre det på, og så blev de bare smadret fuldstændig ned i gulvet. Kuldene er jo alt for store, fordi der skal tjenes flere og flere penge, så nogle af grisene er slet ikke færdigdannede, når de kommer ud. Så selvfølgelig skal de aflives. Men det lykkedes ikke altid i første omgang, så mange af dem skulle have et par slag eller mere ned i jorden, før de døde af det.”

For dyrenes bedste?

Mens Camilla var på gården, måtte en af eleverne stoppe med en depression på grund af den måde, dyrene blev behandlet på. Og efter 4 uger havde Camilla også fået nok.

”Jeg var så ked af at tage på arbejde om morgenen, at jeg græd, og jeg mistede lysten til at spise noget som helst. Til sidst var jeg helt knust indvendigt. Så en dag hev jeg landmanden til side og sagde op. Det blev han ked af at høre og sagde, at de jo bare gjorde de her ting for dyrenes bedste. Øh…? Det anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige til,” siger Camilla og forklarer:

”Jeg tror desværre, det er meget normalt, at det er sådan, man gør ude i landbruget. At man er helt kold, at det handler om penge. At dyrene bliver behandlet som ting, der ikke kan føle noget som helst. Det er sindssygt. Jeg var så heldig, at jeg kunne gå min vej. Den mulighed havde grisene ikke. Jeg synes ikke, det er okay, at sådan nogle mennesker har med dyr at gøre. Desuden er det frygteligt, at dyrene ikke har mulighed for at komme ud et sted, hvor der er god plads, for det er jo deres natur at gå og rode i jorden.”

Camilla kunne godt tænke sig, at der kom helt andre vilkår for dyrene i landbruget, men det kræver en holdningsændring hos forbrugerne. Derfor synes Camilla, at folk skulle tage ud og se forholdene selv.

”Tag ud og se det en dag, hvor der ikke lige er åbent landbrug. Jeg havde set dokumentarer i fjernsynet, men det er noget helt andet at se selv, hvordan det virkelig foregår. Så tror jeg, at folk ville ændre opfattelse. Min far kom og besøgte mig derude, han var der bare i en halv time, og han var dybt chokeret. Det tror jeg, de fleste ville blive.”