Coop - værst til dyrevelfærd?

17 november, 2023

Coop vil ikke tage ansvar for kyllingevelfærden. Dét må kunderne i stedet gøre, lyder det fra virksomheden. Med kampagnen “Værst til dyrevelfærd”, som tager udgangspunkt i det fiktive supermarked “Scoop”, udstiller Anima nu Coops uansvarlighed.

De konkurrerende supermarkeder er godt i gang med udfasningen af turbokyllinger. De kan nemlig godt se, at det er uforsvarligt at sælge kyllinger, som vokser så hurtigt, at deres kroppe ikke kan følge med. Men Coop nægter at droppe kyllingerne og tørrer ansvaret af på kunderne.



Scoop er Animas parodi på Coop. Et supermarked, som ingen holdning har til udvalget i køledisken. En virksomhed, som sælger hvad som helst til kunderne, og som faktisk stræber efter at leve op til sloganet “værst til dyrevelfærd”. Det lyder absurd, men der er desværre ikke langt fra parodi til virkelighedens Coop.

Her kan du se et udsnit af Scoops tilbudsavis og læse den hele her 

 

 

Frivillige for Anima har i en stor, koordineret aktion placeret tilbudsavisen i omkring 200 Coop-butikker i hele landet den 18. og 19. november. Samtidig kører reklamevideoen for Scoop lige nu for fuld hammer som annonce på sociale medier.

 


Coops tomme ord 

Coop er den supermarkedskæde, der sælger flest turbokyllinger. De har fortalt, at de vil fjerne nogle af turbokyllingerne fra køledisken i 2025, men afviser blankt at forpligte sig på mere end det, og skyder ansvaret over på kunderne.

At lige netop Coop indtager den position er ifølge Mathias Madsen, kampagneleder hos Anima, paradoksalt:

Coop har i årevis brandet sig på “ansvarlighed” og de bryster sig af, at deres hjerte banker for dyrevelfærd. Men vi oplever et Coop, som udviser en utrolig ligegyldighed over for turbokyllingernes lidelser. Det virker nærmest som om, Coop går efter at være værst til dyrevelfærd,” udtaler Mathias Madsen, kampagneleder i Anima.


Coop påstår, at kunderne ikke er klar. Men faktum er, at når man spørger danskerne, siger to ud af tre danskere, at supermarkederne bør droppe turbokyllinger. Samtidig burde en så stor virksomhed som Coop tage ansvaret på sig og slet ikke tillade, at kunderne kan købe kyllinger, der har haft det så elendigt. 


Skriv under og send et tydeligt signal til Coop om, at de ikke skal fortsætte med turbokyllingerne for din skyld!


Ikke i mit navn: Coop, stop salg af turbokyllinger!


Turbokyllinger: Født til at lide 

Hurtigtvoksende slagtekyllinger - bedre kendt som turbokyllinger - er avlet til at vokse ekstremt hurtigt. På kun 35 dage vokser de fra 50 gram til over to kilo, hvorefter de bliver slagtet. Turbovæksten medfører alvorlige helbredsproblemer og skavanker.

  • Tre ud af fire turbokyllinger ender med ikke at kunne gå normalt.
  • Organsvigt og besværet åndedræt er udbredt hos kyllingerne.
  • En del af kyllingerne når aldrig køledisken, fordi de dør af pludseligt hjertestop. 

Derudover bliver kyllingerne stuvet sammen i kæmpe haller, hvor de næsten ingen plads har. Faktisk har en turbokylling mindre plads end en burhøne!