Danmarks største hotelkæde dropper konventionel kylling

26 februar, 2020

Nye vinde blæser for danske kyllinger.

For nylig valgte landets største kaffekæde, Espresso House, at stoppe salget af hurtigvoksende kyllinger, og nu er tiden kommet til hotelbranchen.

I dag har Danmarks største hotelkæde, Scandic Hotels, som den første i sin branche meldt ud, at de dropper den hurtigtvoksende kylling. Scandic Hotels har 27 hoteller rundt om i landet, så det er svært ikke at være glad over deres beslutning! 

“Hos Scandic Hotels brænder vi for at give vores gæster den bedste oplevelse. Vores mad skal være af topkvalitet, og det betyder både høj dyrevelfærd og gode plantebaserede muligheder på menuen. Derfor er det også naturligt for os nu at vende blikket mod kyllingerne og helt droppe den konventionelle industrikylling,” udtaler Karsten Felvang Nielsen, Food and Beverage direktør i Scandic Hotels.

Ross 308, Danmarks hurtigst voksende kylling
Ross 308 er Danmarks absolut hurtigst voksende kylling. Måske lyder det godt, at være den hurtigste af sin slags.
Men kyllingen bag det lidt tekniske navn har det ikke særlig sjovt. Han kan ikke gå ordentligt, fordi han er avlet til at vokse ekstremt hurtigt, så han er slagteklar på kun 35 dage. Og udover gangbesvær kan den hurtige vækst give alvorlige problemer med de indre organer. I værste fald med døden til følge.

“Scandic Hotels tager et kvantespring for dyrevelfærden ved at sige nej til hurtigtvoksende kyllinger, der dårligt kan bære vægten under sig. Med sin nye politik lægger den en helt ny standard for hotelbranchen både i Danmark og i udlandet, som kloge konkurrenter bør lade sig inspirere af,” udtaler kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning og fortsætter: ”Fremtidens forbrugere ønsker ikke at sætte tænderne i genetisk forvoksede kyllinger med gangbesvær. De vil have mere kvalitet og mere ansvarlighed i deres madoplevelse, og her løfter Scandic Hotels niveauet på ambitiøs vis.”

Anima er derfor rigtig glad for at kunne sige farvel til Ross 308 sammen med Scandic Hotels. Beslutningen betyder, at over 55.000 kyllinger årligt får bedre liv. 

Anima vil gerne opfordre både hoteller og andre virksomheder til at følge efter Scandic Hotels. Du kan hjælpe os og kyllingerne ved at skrive under lige her:


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!

 

Fakta

  • I løbet af 2020, med opstart fra 1. marts, vil al Scandic Hotels’ indkøbte kylling som minimum have ét statsligt dyrevelfærdshjerte. Det betyder blandt andet et farvel til hurtigtvoksende kyllinger.
  • I løbet af 2022 vil al Scandic Hotels’ indkøbte kylling som minimum have to statslige dyrevelfærdshjerter. Samme år forpligter hotelkæden sig desuden til, at den indkøbte kylling lever op til European Chicken Commitment (ECC).
  • Senest ved udgangen af 2025 vil minimum 20 procent af Scandic Hotels’ indkøbte kylling have 3 statslige dyrevelfærdshjerter. Det sikrer kyllingerne adgang til det fri.