Er dun i orden?

30 januar, 2018
 
Anima bliver ofte mødt af spørgsmålet om dyrevelfærden er i orden i dunindustrien. Det helt korte svar er nej. Denne artikel vil give dig et lidt større indblik i emnet.
 
Dun og fjer anvendes til jakker, soveposer, dyner og puder. Oftest stammer dunene fra gæs eller ænder. 
 
Som tommelfingerregel kan man sige at gæssenes velfærd er værst. Undersøgelser foretaget i Ungarn og Kina, som er de største producenter af dun, har vist at gæs meget ofte plukkes imens de stadig er i live. Levendeplukning er et meget brutalt indgreb, som ifølge dyrlæge Johan Beck Friis er ligeså smertefuldt for fuglen, som det vil være for os mennesker at få flåret håret af.
 
Grunden til at mange producenter vælger at plukke gæssene imens de stadig er levende er ganske enkelt økonomiske. Fjerene vokser ud igen og således kan man plukke en gås 5 gange ved levendeplukning, i stedet for at vente på at den er blevet slagtet.
 
I dokumentarprogrammet ”dyrekøbte dun” fra 2009, så man hvordan en del af gæssene efter de mange plukninger blev fragtet til en foie gras farm, for at ende deres dage med tvangsfodring indtil leveren er blevet så syg at den vokser 8-10 gange i størrelse. I samme program blev det anslået at et sted mellem 50% og 80% af alle gæs plukkes levende.
 
Ænder bliver formentlig ikke plukket levende. Til gengæld opdrættes de i intensive fabrikslandbrug, hvor dyrevelfærden kan ligge på et meget lille sted. På en farm for fritgående ænder blev stærkt kritisable forhold afsløret i 2011

En video viste hvordan medarbejderne på farmen svingede ænderne i halsen og sparkede dem, når dyrene skulle drives ind. Et andet dyrevelfærdsproblem med andefjer er at en betydelig del af fjerene stammer fra foie gras farme. Så selvom man er modstander af foie gras, risikerer man stadig at støtte foie gras producenterne når man køber et produkt der er foret med andefyld.
 
Hvad kan man gøre?
Der er heldigvis en meget åbenlys løsning på problemerne. Som forbruger kan man vælge helt at undgå dun og fjer. Bare læs på etiketten. I dag har vi udviklet så mange højteknologiske fiberløsninger, som kan isolere ligeså godt som dun. En fordel ved at bruge fiberløsning er at fibre i langt højere grad kan tåle at blive vådt i modsætning til dun, som mister næsten al sin varmeisolerende egenskab når det bliver vådt. Fibre tåler også almindelig vaskemaskine, hvilket kan være et besværligt problem med dun. Nogle af de mest kendte og anvendte alternativer til dun er Primaloft, Thinsulate og Polarguard.
 
Anima arbejder for at sportsmærker og sengetøjsfirmaer i stigende grad skifter dun og fjer ud med fiberisolering. 

Det er ikke kun i dun-industrien, at mange gæs og ænder lider. På foie gras farme bliver dyrene mishandlet og tvangsfodret på det groveste, hvis de da overhovedet får lov til at overleve det første døgn. Op mod 40 millioner hun-ællinger bliver årligt kværnet ihjel, fordi de ikke vokser i samme tempo som hannerne. Han-ællingerne spærres til gengæld inde i små bure, hvor de bliver tvangsfodret flere gange dagligt med et rør tvunget ned gennem halsen. Og ofte med et helt kilo mad ad gangen.