EU forbyder bure

11 januar, 2008

 

Anima glæder sig over, at EU-kommissionen netop har meddelt, at forbud fra 1. januar 2012 mod traditionelle bure til æglæggende høns opretholdes til trods for et stærkt pres fra ægindustrien.

Kommissionen har lyttet til kravet fra EU’s borgere og besluttet at forbedre forholdene for æglæggende høner. Vi fastholder datoen for forbuddets ikrafttræden og ser ingen grund til udsættelse, udtaler EU-kommissær Markos Kyprianou, som har ansvaret for dyrenes velfærd og opfordrer ægproducenterne til allerede nu at forberede implementeringen af forbuddet ved at skille sig af med burene.

1. januar 2012 er altså deadline for skrotning af traditionelle bure, men desværre skal hønsene fortsat lide i såkaldte modificerede bure. Dette vil dog kræve store investeringer fra farmerne og derfor håber mange, at disse i stedet vil lukke hønerne ud af burene og overgå til fritgående produktion.

Anima frygter imidlertid, at ægproducenterne vil gøre endnu et forsøg på at holde hønerne i de berygtede bure og opfordrer derfor alle til at hjælpe producenterne med at sætte hønerne fri.

Danske virksomheder og offentlige institutioner bør gøre dyrevelfærd til en del af deres sociale ansvar ved at forpligte sig til ikke at indkøbe æg fra burhøns til deres kantiner og produkter udtaler Animas kampagnekoordinator Bente Tolley og fortsætter Alle har mulighed for at gøre en forskel ved at undgå ’buræg’ og kan på den måde tage forskud på EU’s lovgivning.

Offentlige og private kantiner og restauranter, alle virksomheder, som anvender æg i deres produkter samt private borgere kan sammen gøre hele forskellen ved at undgå ’buræg’ og produkter med buræg.

Fakta:
Danskerne spiser ca. 750 millioner buræg om året.

Hver høne skal sidde 30 timer i et bur for at producere et enkelt æg.

For hver dansker der ikke spiser buræg, slipper en høne for at sidde ca. 3750 timer i et bur hvert år.