Fantastisk sejr for hønsene: Netto, Føtex og Bilka stopper salg af buræg
28 juni, 2016
Der er godt nyt for de danske burhøns. Dansk Supermarked, som ejer Netto, Føtex og Bilka, har netop offentliggjort, at koncernen stopper salg af buræg. I Netto og Bilka vil de kontroversielle æg være udfaset senest ved udgangen af 2017, mens Føtex vil være burægfri allerede fra 1. september i år. Ligeledes vil Dansk Supermarked udfase buræg i forarbejdede fødevarer, de såkaldt skjulte buræg, i koncernens egne varemærker inden udgangen af 2019.
Anima har været i dialog med Dansk Supermarked, og beslutningen om at stoppe salg af buræg vækker stor begejstring:
”Dansk Supermarkeds beslutning er et vigtigt skridt i retning mod en afvikling af burægproduktion i Danmark. Med et salg på 100 mio. buræg sidste år er der ingen tvivl om, at koncernens nye burægfri politik vil have betydning for den måde, der fremover vil blive produceret æg på. Vi glæder os over, at Dansk Supermarked har taget vores og forbrugernes bekymringer om dyrevelfærd alvorligt", siger Lina Lind Christensen, kampagnechef i Anima.
Anima vurderer, at Dansk Supermarkeds burægfri politik årligt vil skåne næsten 300.000 høns for et grusomt liv i bur.
Se filmen Mit liv som burhøne.
På vej mod et burægfrit Danmark
Den burægfri udvikling har for alvor fået fat i Danmark, og alt tyder på, at den er kommet for at blive.
”Flere og flere forbrugere bliver bevidste om hønsenes lidelser i burene. Med denne bevidsthed følger også en forventning om, at ansvarlige virksomheder selvfølgelig ikke støtter sådan en behandling af dyr. Der er derfor ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil se et stigende antal virksomheder sige nej til buræg", siger Lina Lind Christensen.
Skriv under for hønsene
Du kan hjælpe hønsene med din underskrift. Anima er i dialog med de supermarkeder, der fortsat sælger buræg. Jo flere underskrifter vi kan fremvise, jo stærkere står vi, når vi skal overbevise dem om at indføre en burægfri politik.
Du kan hjælpe hønsene med din underskrift. Anima er i dialog med de supermarkeder, der fortsat sælger buræg. Jo flere underskrifter vi kan fremvise, jo stærkere står vi, når vi skal overbevise dem om at indføre en burægfri politik.