Frederiksberg er tæt på et forbud mod turbokylling
I mandags tog Frederiksberg Kommune det første skridt mod at forbyde de udskældte turbokyllinger i alle kommunens tilbud. Det skete efter, at kommunalbestyrelsen behandlede et forslag fra SF, som nu er sendt videre til drøftelse hos Magistraten.
Det er utrolig glædeligt, at Frederiksberg har taget sagen op og kigger på et forbud. Ingen ønsker, at turbokyllingerne bliver pint og plaget, og ved at vedtage en ny politik på området, kan Frederiksberg sende et klart signal om, at turbokyllinger simpelthen ikke er ok.
Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!
Forslagsstiller siger nej til dyremishandling
Frederiksberg Kommune har gennem de sidste 18 måneder købt turbokylling for over en halv million kroner. men det skal ifølge forslagsstiller Lotte Kofoed ikke ske fremover:
“Vi skal ikke bruge penge på dyremishandling, når der er alternativer til turbokylling. Dyremishandling kan aldrig forsvares. Det håber jeg, at alle på Frederiksberg vil bakke op om, så vi kan trække i arbejdstøjet og løse problemet”, udtaler Lotte Kofoed, forslagsstiller og medlem af kommunalbestyrelsen for SF.
Turbokyllinger har på det seneste været genstand for massiv offentlig debat og kritik, fordi dyrene er fremavlet til at vokse så hurtigt, at mange udvikler problemer med deres organer og bl.a. dør af hjertestop, mens andre ikke kan gå ordentligt. Det er den behandling af dyr, som Frederiksberg Kommune nu vil se på at udfase.
Turbokyllinger på tilbagetog
Frederiksberg går ikke enegang, men følger en udvikling, hvor flere og flere politikere og private virksomheder tager afstand fra de udskældte turbokyllinger. I 2023 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at stoppe indkøb af turbokyllinger i alle statslige institutioner og at arbejde aktivt for et EU-forbud.
Flere prominente virksomheder som Salling Group, Rema 1000, Lidl, 7-Eleven, Q8, Joe & The Juice, Espresso House og Shell har også allerede forpligtet sig på at udfase turbokyllinger.
Men forslaget har Frederiksberg mulighed for at være den første kommune på Sjælland, der tager livtag med turbokyllingerne, og inspirere andre kommuner til at gå samme vej.
Vær med i kampen for turbokyllingerne