Historisk sejr sikrer bedre velfærd for amerikanske kyllinger

8 november, 2016

Slagtekyllingers forhold, både i Danmark og i udlandet, er kendetegnet ved rigtig dårlig velfærd for dyrene. Kyllingerne har meget lidt plads, ofte endnu mindre plads end burhøns.

Men med en banebrydende sejr i USA ser det nu ud til, at der er håb for kyllingerne. Animas amerikanske samarbejdspartner The Humane League har fået to store kæmpestore multinationale virksomheder, Aramark og Compass Group, til at indføre en ny dyrevelfærdspolitik. Den vil sikre væsentligt bedre forhold for mange millioner kyllinger om året.

Dyrevelfærdspolitikken stiller krav om langsomme vækst, mere plads, naturligt dagslys om dagen og berigelse i form af hø og siddepinde. Desuden er der krav om, at kyllingerne skal være bevidstløse på slagteriet, inden de hænges op i bøjlerne. Som det er nu, hænges de op i bøjlerne først og føres så gennem et strømførende bad, som skal bedøve dem. Metoden har dog vist sig ikke at virke efter hensigten. Derfor sker det jævnligt, at kyllinger ikke bliver bedøvet ordentligt og bliver slagtet, mens de er ved fuld bevidsthed.

 

Se Animas film Mød dit kød, der bl.a. handler om danske kyllingers forhold.
 
Dårlig velfærd hos danske kyllinger
Kyllinger i Danmark lider af samme problemer som de amerikanske. De vokser så hurtigt, at størstedelen af dem ikke kan gå normalt. Deres ben har svært ved at bære vægten af den tunge krop, og det er ikke sjældent, at det gør kyllingerne lamme.
 
En dansk kylling lever typisk i en produktionshal sammen med 40.000 artsfæller. Pladsen er trang, og der er ikke noget for kyllingerne at lave, selvom de fra naturens side er nysgerrige og legesyge dyr. Der er ikke engang en pind at sidde på.
 
Strøelsen i produktionshallen bliver hurtigt blandet med så meget afføring fra de mange dyr, at der dannes ammoniak. Det giver kyllingerne sår på fødderne - de såkaldte trædepudesvidninger - som kan være meget smertefulde. I nogle tilfælde får kyllingerne også sår på brystet af at ligge i blandingen af afføring og strøelse.
 
 
Når kyllingerne skal sendes til slagtning, bliver de håndteret så voldsomt, at mange af dem får skader. Tal fra Fødevarestyrelsen viser, at der hvert år er ca. 1 million kyllinger i Danmark, der brækker vingerne eller får andre skader ved indfangning.
 
Du kan hjælpe kyllingerne
Kyllingernes forhold er blevet så dårlige, fordi den høje efterspørgsel på kød har lagt et enormt pres på produktionen. Der skal produceres meget kød på kort tid og på meget lidt plads, og kyllingerne betaler prisen. Du kan hjælpe kyllingerne ved at spise mindre kød. Bestil vores gratis vegetariske starterkit lige her.