Hjælp dyrene i landbruget

13 september, 2023

I det industrielle landbrug tilbringer æglæggende høns deres liv i bure, der er så små, at de ikke engang kan strække deres vinger. Nyfødte kalve bliver fjernet fra deres mødre kun 12 timer efter, at de er kommet til verden, og anbragt i snævre kalvebokse langt væk fra staldene. Grise bliver kastreret uden bedøvelse, og fastspændt i fikseringsbokse, hvor de hverken kan vende eller dreje sig. 


Skriv under: Stop mishandling i landbruget!

Sammen kan vi stoppe mishandlingen i landbruget

Aldrig har der været så meget på spil for dyrene, som lige nu. Tiden er endelig inde til et opgør med de praksisser, der medfører, at mor-grise lider med smertefulde sår fra fiksering, at nyfødte kalve bliver opstaldet alene i små bokse, og at 85% af alle æglæggende høns har brud på deres brystben, fordi de er fremavlet til at lægge langt flere æg end deres lille krop kan klare.

Men der er meget, som skal gå op i en højere enhed, hvis det skal lykkes. Landbrugslobbyen gør nemlig alt, hvad de kan for at trække politikerne i den forkerte retning. 

Vi skal sikre, at dyrevelfærd sættes på dagsordenen til EU-valget i 2024, og vi skal have stemt dyrevenlige politikere ind i parlamentet. Derfor er det afgørende, at dyrevenner viser en bred opbakning til bedre dyrevelfærd. 

Du kan være med til at sikre, at EU sætter helt nye standarder for dyrevelfærd. Vi tror, at det er muligt at få politikerne i EU til at handle. Vi tror på, at EU er klar til et kvantespring for dyrene. Men uden opbakning fra dedikerede dyrevenner risikerer vi at tabe det hele på gulvet. 

Vær med til at skrive historie for dyrene i landbruget!