Karen Volf dropper buræg

17 december, 2015

De populære julesmåkager fra Karen Volf kommer nu til at give forbrugerne en lidt bedre smag i munden, efter firmaet har annonceret, at det stopper brugen af buræg. Udover traditionelt julebag som klejner og pebernødder og brunkager står Karen Volf også bag de folkekære Snøfler, der pt. har over 30.000 fans på Facebook.

Beslutningen kommer efter Anima har ført en kampagne gennem længere tid for at sætte fokus på brugen af skjulte buræg i forarbejdede produkter.

I dag har Karen Volf/Bisca A/S udsendt følgende melding via Facebook:

“Hos Karen Volf har vi længe arbejdet på at skifte til skrabeæg i bageriet og glæder os over at kunne melde beslutningen ud nu. Fra den 4. januar 2016 skifter Karen Volf fra buræg til skrabeæg, så alle produkter, der er bagt i Danmark fremover bliver helt fri for buræg. Venligst, Karen Volf.”

Beslutningen er en del af en voksende trend. I de seneste år har en lang række virksomheder droppet buræg af hensyn til dyrevelfærd. Det gælder bl.a. Løgismose, Kvickly, Lidl, Svansø, Irma, Summerbird, Magasin og Toms.

“Det er en tidlig julegave til det stigende antal danskere, der er imod hold af burhøns. Karen Volfs beslutning kommer til at skåne tusindvis af høns for et elendigt liv i bur", siger kampagnechef i Anima, Lina Lind Christensen og fortsætter:


“I dag er det blevet et folkekrav, at ansvarlige firmaer ikke sælger buræg, og vi har oplevet en enorm støtte til vores kampagne overalt. Nu vil vi kæmpe videre for, at den positive udvikling fortsætter. Der er stadig store mærker som AMO, Hatting og Bähncke, der endnu ikke har sat hønsene ud af burene, så der er nok at tage fat på.”

Baggrundsinformation:
Der er ca. 1,8 mio. burhøns i Danmark. De lever i store produktionsanlæg, hvor der typisk holdes 50.000 høns. I burene må der være 13 høns pr. kvadratmeter, hvilket giver hver høne, hvad der svarer til lidt over et A4-ark at leve hele sit liv på. Hønsene kommer aldrig udenfor.

Anima kontakter løbende virksomheder mhp. at bede dem droppe buræg. Her er vores liste over burægfri virksomheder.